Og det gjorde hun så…

…lægen altså. Tog det ansvar, som jeg ikke selv kunne tage. Snakkede med hende igen i går eftermiddags, fordi jeg simpelthen ikke vidste mine levende råd. Undskyldte, undskyldte at jeg var så besværlig. Og så tvivlende og ubeslutsom.

Hun havde en plan. En ny plan. For hun kunne godt forstå, at jeg saftsuseme ikke har lyst til at gå i fødsel i slutningen af kommende uge, og ende i et akut kejsersnit. Og det var udsigterne, havde hun gjort klart. “Han er jo stor, måske 23% større end gennemsnittet, og det er du ikke…” (har ellers gjort meget for at blive det, synes jeg…).

At få et kejsersnit omkring d. 22 er åbenbart populært, så derfor er min deadline nu allerede d. 21/11 (aaaaaaargh!!!!!!). Kommer krabaten ud inden, er mine chancer for at føde ham gode, men hammeren falder d. 21. Der bliver han tvunget ud. Om han vil det eller ej. Og om jeg vil det eller ej.

Og det vil jeg ikke. Som i overhovedet ikke. For jeg kan godt huske, hvordan jeg panikkede hele vejen ned til operationsstuen sidst. Jeg kan også godt huske, hvor svært jeg havde ved at abstrahere fra tanken om skalpeller, knive og sprøjter, og hvordan jeg på ingen mulig måde, kunne holde fokus på, at jeg var der pga. en glædelig begivenhed.Derudover kommer de efterfølgende ugers smerter, og at jeg knapt kunne grine, nyse eller hoste, af frygt for, pludselig at stå med et åbent kødsår.

Men sådan er det. Jeg har ikke noget valg. Og så er det jeg forsøger at sige til mig selv, at der kan ske meeeeget på et par uger, og at Kongen til den tid saaaaagtens kan finde ud af, at følge frivilligt med ud fra vuggestuen, og at det sleeeeet ikke bliver et problem, at jeg ikke må bære ham i 8 uger (!). Derudover klamrer jeg mig til håbet om, at Krabaten melder sin ankomst inden. Har Googlet diverse råd – travet skoven tynd, nulret lilletæer til de næsten faldt af, spist stærk mad til øjnene løb i vand osv. Har nogen et godt råd, så giv det til mig! Please!