…er jeg virkelig blevet dårlig til. Ikke fordi jeg ikke stadigvæk følger diverse blogs, men fordi jeg gør det fra mobilen, hvor det er allerhelvedes besværligt at kommentere. Jeg er her stadig. Og jeg nyder jeres velskrevede indlæg. Så ved I det.

Èn ting er at have et egern. Noget helt, helt andet er rotter. ROTTER. Havde godt lagt mærke til, at kloakdækslet hældte så mærkeligt. Som om kloakken var ved at blive undermineret. Men det lægger man da ikke noget i, gør man. Sådan noget gør kloakdæksler vel bare. Lige ind til den satans mand fra Grundejernes Kloakservice kom i totalt bagholdsangreb (sådan føltes det, når jeg kun havde meget stramme, og meget tynde leggins på, og en t-shirt, der godt kunne have gået længere ned over bagen…). Når han så oven i købet vækkede mit lille sovende barn, og jeg dermed rytmisk og let hoppende måtte sætte vognen i svingninger, så hørte jeg intet andet end: “….rotter….gravet sig ud….reder i jorden….kloak skal graves op…kontakt forsikring…”.

Nøj, hvor er det altså sjovere med et egern.

Vi har fået den sødeste søde nye sambo. Ikke en au pair eller rengøringskone, men en nuttet lille egernunge. Af den sorte slags. Den lille fyr fik Gemalen, Kongen og jeg til at stimle sammen i køkkenvinduet i morges, og knipse løs, med hvert sit kamera. Kongen nøjedes med ivrigt at gentage alt , hvad der blev sagt om egernet.

På sin vis, er det min fortjeneste, at den lille fyr, er begyndt at holde til hos os. Modsat andre i huset, er den nemlig vild med mit udendørsrod. Og at jeg i ugevis har ladet pistacienødder ligge, var det, der skulle til. Hvem vidste i øvrigt, at de lever af den slags?! Af frygt for eventuelle hjertekarsygdomme hos den lille unge, har vi i stedet smidt hasselnødder ud til den. Og kan man da så lige tale om at bo i provinsen. På den gode måde. Og så var det så lige, at vi begyndte at snakke om at købe en egernkasse?!?! 

Var på skovtur i vuggestuen i dag. Et arrangement stablet på benene af forældrerådet, og tak for det. Der var bål og snobrød, og dermed både fægtende og dejgumlende børn. Deriblandt mit eget. Det ER bare ikke meningen, at man skal være én voksen til to børn – så er det nemlig svært, at hælde saft fra en en beholder, som kræver begge hænder. Eller få dej på en snobrødspind, for ikke at tale om, at få brødet bagt. Blev enig med anden mor, der var alene udsendt med to børn om, at lidt dej ikke skader. Og at det med, at dejklumpen vokser i maven er løgn og latin. Jo, det er.

Børnene fandt hurtigt ud af, at snobrød kræver tålmodighed. En tålmodighed de færreste havde. Det havde til gengæld deres forældre. Altså, vel at mærke dem, som ikke var “alene i marken”. Kongen rapsede konstant dej, indtil det lykkedes mig at ændre hans fokus gennem rugbrød. Med smør. Og sådan gik en eftermiddag med sol, legende børn og sand overalt (i bleen?!?). Med Kongen spurtende rundt på løbecykel med slænget i hælene. Eller i fuld fart ned af rutchebanen, sammen med resten af “storegruppen”. Eller fordybet i leg med lastbiler og aflæsning i skyggen af en gran. Jeg er klart med på endnu en ene-udsending når vuggestuen fejrer fødselsdag i juni! Bring it.

Jeg elsker Jylland. Ikke de endeløse motorvejsstrækninger, gummistøvlerne og den slatne rastepladsmad, men havet, klitterne, lyngen og det fine sand. Beroligende bølgeskvulp og frisk luft. Har netop holdt miniferie ved Henne Strand, med mine to små gutter, Manden, mine forældre og Søster. Hygge, hygge, hygge. Fik set brandbilsmuseet, Jyllands Park Zoo og Vesterhavet. Førstnævnte var klart kun for Kongens skyld. Selv har jeg sjældent sat mine ben et sted så kedeligt som der. Underholdsningsværdien steg dog, da Kongen pilede fra den ene brandbil til den anden, råbte “WOOOOOOW”, og spurgte om selv den mindste og mest ubetydelige lille dims: “Hvad er det!?”. Hvis min far tidligere har været god til at skjule, at han har manglet mandligt selskab i familien, så var han det ikke længere – han nød Kongens begejstring og at der endelig var en, der gad høre om motorerne på kampvogne (for sådan nogle bæster var der skam også).

Vejret var i øvrigt ok. Det regnede kun én gang. Det var til gengæld ret kraftigt, og selvfølgelig mens jeg havde slæbt alle mand med mod havet. Med trækvogn, spand og skovl. Da Kongen begyndte at græde over frosne hænder vendte ekspeditionen slukørede hjem. Og gentog “succesen” senere på dagen – i bil. Denne gang blæste det så afsindigt, at Kongen stadig ikke kunne komme til at lege med sandet i vandkanten, og det var så det glansbillede, der krakelerede. Glansbilleder var der ellers mange andre af på turen: Manden, der blev bidt til blods af en ged, Kongen, med is i hele fjæset og smør i håret, Krabaten, der nød at sommerhuset havde gulvtæppe, og som vippede vildt og vanvittigt, og i øvrigt konstant døde af grin, ved synet af min mor, aftengåture med Gemalen, og indforståede blikke med Søster. Jylland, jeg vil ha’ mere!