Hverdagens lyde

Kongen har Jordens bedste hørelse! Drengen lytter og lytter, stopper op, tager sit særlige”don’t talk to me”-ansigt på og lytter lidt igen. Da jeg hentede ham i går, holdt vi mindst 10 stop, hvor vi skulle stå og lytte. “Mig hører nogle bøøørn!”, sagde han så, ikke uden begejstring. Jeg lyttede og lyttede, men hørte ikke et klap, og da jeg svarede, at jeg kun hørte nogle fugle, kiggede han bare opgivende og trak på skuldrene.

I bilen spørger han sådan ca. hvert halve minut: “Hvad er det noget hører?” eller “hvad er det noget larmer?”. Hjemme er det kirkeklokkerne,  Hjem-Is-bilen, vaskemaskinen, tørretumbleren, toilettet, gulvet, mig i pålægschokoladepakken eller et mikroskopisk insekt der rammer en rude. Ingen lyd går Kongens ører forbi!

På en måde, er der noget virkelig fint ved superhørelsen. Også selvom den gentagne gange har fældet mig i chokoladen. Jeg gad godt, kunne gøre ham kunsten efter. Som højgravid synes jeg ikke rigtigt jeg har gavn af den pokkers hørelse. De fleste lyde irriterer mig bare grænseløst. Høje tyggelyde eller slubren, f.eks. Dét får min puls til at stige og kinderne til at blusse.

Det værste er dog næsten min mands konstante hosten. Den måde, han kvækker og rømmer sig på, i forsøget på at undgå at hoste, eller omvendt, hoster i gennem, så man ikke kan tænke en ærlig tanke i mens. Så er der fjernsynet, hvis jeg gerne vil læse, radioen i bilen, hvis jeg skal parkere eller folk (min mand) der nynner den samme melodi, om og om igen. Nogen påstår, det er hårdt at leve sammen med en højgravid. Jeg forstår det godt. Men kun lidt, naturligvis. For det er faktisk også hårdt at være så irriteret. Og ikke at kunne høre hverdagens lyde længere. På den gode måde, altså.

Det lyder dårligt. Det hele.