Jeg læste en dag, at unge mennesker (what?! det skrev jeg bare ikke…) får stress af sms’er og i det hele taget det “online” liv. Der stod, at de unge forventer et svar på en sms indenfor 5 min. FEM MINUTTER! Det betyder, at mange konstant veksler mellem at være tilstede og i gang med en aktivitet, kontra at læse/tage stilling/svare på en besked. Og det giver stress.

Jeg er klart for gammel til at kræve svar indenfor fem min. Jeg svarer også sjældent så hurtigt, og kun hvis jeg alligevel sidder med mobilen i hånden. Men én ting giver mig alligevel – som Manden ville sige det – lange løg og hjertebanken, og det er situationer, hvor folk svarer flere dage efter. Alt efter sms’ens karakter, selvfølgelig. Jeg er med på, at vil man have svar med det samme, kan man ringe. Er man oldschool og tålmodig, kan man sende et brev. Kan man vente, og har lidt mere på hjerte, er der e-mails. Men det fantastiske ved sms’ens væsen er netop, at man relativt hurtigt kan kommunikere, uden det kræver det helt vilde. Og lige præcis derfor, fordi det ikke kræver det helt vilde, kan man ikke sidde en sms helt overhøring, hvis det omhandler en eventuel aftale. Niks, nul putte, ikke en mulighed.

I de situationer, sætter min hjerne gang i en større tankerække, som starter ved en eventuel tilskadekommen, runder irritation over, at al anden planlægning går på standby og slutter med et: “Jamen, er vi nu slet ikke venner mere!?”. Jeg bruger en helvedes masse energi på at tøjle tanker og lige præcis derfor, kunne det være så fint, hvis man (du, I..) gad at svare på sms’er, som er relevante at svare på, indenfor en overskuelig fremtid. Hvis overskuddet er til det, kan man (du, I…) eventuelt også tænke over begreberne sprogbrug, høflighed og Løgstrups fine tanke om, at “vi holder en flig af den andens liv i vore hænder”. Særligt, det sidste faktisk. Ham Løgstrup har klart fat i noget klogt, der.

Brok, pip, gok herfra.

Og så lige lidt billedspam, fordi jeg er elendig til at sætte billeder ind normalt (er som sagt Insta-holic for tiden 🙂

Vi har fået taget nogle skønne billeder af en fotograf. Ren idyl, med den grønne skov som baggrund og os fire glade hoveder, slentrende, løbende, hoppende og hængende. Alle kommenterer billederne med et: “I ser bare SÅ glade og lykkelige ud!”. Den kommentar giver mig lyst til at sende fotografen 50 specialøl og ligeså mange knus. For det var vi ikke. Den dag. 50 % af os startede glade og lykkelige (Manden og jeg), men endte hurtigt med at blive trukket ned i sølet af de resterende 50%, som lige den dag, var skiftevis sure, gale, råbende, skrigende, klynkende og bævende.

Thumps up og respekt herfra til den fotograf, som formåede at fange de moments, hvor børnene kun var bævende, og som fik dem til at se (ok) glade ud, og for at undgå at forevige de moments, hvor skiftevis Manden eller jeg enten bedende eller snerrende, lovede guld og grønne skove og kæmpe is, hvis bare de #¤%#¤% billeder kom i kassen!

Og så var det så planen, at Kongen skulle have holdt fridag med Krabaten og jeg i dag. Vi skulle have været ude og bytte lidt gaver, været på legeplads og måske fiflet lidt med noget kartoffeltryk. Hvad endte det med?! Det endte med, at jeg har skåret grimme ansigter, hver gang jeg har skullet synke, og aller mest har ledt efter steder, hvor jeg diskret har kunnet spytte. At Kongen dog har været hjemme, men at det udelukkende skyldtes et mix mellem min stædighed og hans søløvehost. Det var i øvrigt ikke kun mig der led. Det gjorde Manden også, så han var også hjemme. I stedet for familieudflugt til naturlegeplads gik turen til Lægevagten på OUH. Resultat: To voksne med halsbetændelse og et barn, der er i risikozonen, for at blive smittet. Hallefuckingluja. Inden da, slæbte Kongen og jeg os ud for at bytte gaver fra Krabatens navngivningsfest. Kongen er sej til den slags. Han plager aldrig om noget. Måske fordi han ved, at jeg har svært ved at lade være med at købe noget. Dagens fangst: Angulus sandaler (kun 300 kr!!!!), et gevær (?!?), vandfarver og modellervoks. Det hjalp lidt på halssmerterne. Ligesom al den is og suppe vi har kylet ned også har gjort. Nu er vi pumped up på penicillin og Kodimagnyl. Og selvmedlidenhed, ej at forglemme.

De minder lidt om ovenstående, men er lidt mere lukkede i snuden.

Jeg har ondt af mig og manden. Også af Kongen og Krabaten. De har nemlig jordens kedeligste forældre pt., som stort set ikke går oprejst, men i stedet foreslår aktiviteter, hvor man kan sidde eller ligge. Kongen kan ikke lide, at vi er syge. Så vi er bare “ikke helt på toppen”. Flere gange i dag har han sagt således:

Manden/jeg: “Vi er lidt syge i dag”.

Kongen: “Mor/far ha’ et kram! Så, er du ik’ syg mere!”.

Gid det var så vel…

Ja, så blev det også vores tur. Nu har vi hvisket: “Pyyyha, godt det ikke er os!”, siden starten af december, og så kommer nemesis og slår os i hovederne med en skovl. Æv. Jeg tænker på influenzaen, den hund. Og på, hvor mange gange jeg ugentligt hører om influenzaramte folk, og folk, der siger: “Jamen, det er jo også bare alle, der er syge for tiden”. Jep, det er det. Kongen blev sløj i weekenden, var slatten i går og er (næsten) tilbage igen. Kun de gule 11-taller er tilbage. Manden og jeg hoster, forsøger at hvile tunge hoveder og køle brændende kinder. Sur røv. Havde lige glædet mig til en tur på Sanseudstilling ved Brandts Klædefabrik, alle fire. Og en tur til Sydfyn og besøge svigerforældre. Sidstnævnte gjorde vi dog alligevel. Vi var heldigvis ikke så syge, at vi ikke satte pris på kæmpe fastelavnsboller og mørbradgryde. Måske, vi skal forsøge at æde influenzaen ud af kroppen?! Guldbager, here we come!