Når ældre mennesker fester…

…er der syngepiger fra Faaborg. Som er rynkede, klædt i blonder og læder og som tilbyder fødselaren at “blive lagt til”. Der er gode taler. Mindre gode taler. Fulde taler. Der er levende musik, tre-retters og “de skal leve, de skal leeeeeveee…”. Der er “hvad arbejder du så med?”-snak, skål og skål og skål. Og der er masser af gråt hår og gammel træthed, som for en aften fordufter og forvandler sig til røde læber, klaprende hæle og asymmetrisk snit. Til flashbacks til ungdommens storhedstid og dansebal. Det er fandeme fedt. Og sejt.

Det bedste var, at jeg er så ung, at jeg sad ved ungdomsbordet. Det siger så måske en anelse om gennemsnitsalderen, at min ene bordherre var 52.  Den anden var til gengæld 19.

SM 10-5.jpg-for-web-normal

Navngivningsfest, sukkerchok og lyserødt tyl

Og det var så den fest. Og hvilken fest. Både Kongen og Krabaten var glade og sprudlende og gæsterne hyggede sig. Slagteren i Føtex reddede os med forskellige salater, kartofler, kød og brød og det lykkedes os at anrette pissetør browniekage (vi selv havde bagt…) med is og blåbær. Kaffen blev serveret med chokolade og cookies og derfor er vi begge gået døde i sofaen nu. Skudt af på sukker og fedt og god stemning. Kongen hjalp med at åbne Krabatens gaver og blev ellevild med “Bamse danser bamlet” bogen med det tilhørende lyserøde tylskørt. Og plastikskildpadden, der omdanner værelset til et inferno af blå, grønne og gule måner og stjerner. Faktisk sover han med skørtet på nu, mens skildpadden skaber associationer til en, der har slået hovedet alvorligt. En gåvogn, Hans Bølling ælling, bøger, tøj, Georg Jensen flagstang og penge sidder vi i mellem. For trætte til at flytte det. Det har været en skøn dag. Og den bliver ikke mindre skøn af, at vi endelig har fået taget et billede af os alle fire. Det har kun taget tre måneder.

aelling

 

Er I klar over, hvor svært det er…

…at gøre klar til en navngivningsfest, som skal holdes i ens eget hus i morgen, når man har valgt at give 2-årig krudtugle en fridag med Krabaten og en selv. Nå, ikke? Det er ret svært. Vaskede i turbofart noget af gulvet i går og endte med at klatvaske lidt igen i dag. Det var, hvad der kom ud af, at lade Kongen lege med bouillonterninger mens jeg ammede, og fordi jeg lod ham balancere af sted med en grydeske gennem stuen, fordi han syntes jeg skulle smage og fordi jeg syntes det var sødt. Faktisk legede han med det ret længe, og jeg var så fascineret af hans fantasi, at jeg glemte at tænke på, hvor meget det svinede, og egentlig først vågnede op af min trance, da han skulle til at putte bouillonpulver i munden på Krabaten.

Her til aften har Gemalen og jeg slæbt havebordet ind, dækket bord og bagt browniekage. Bordene har fået lyse duge på, grønne tallerkener og gule tulipaner. Tænker du påske? Det er ikke meningen. Jeg kan bare virkelig godt lide grøn. Og tulipaner.  Ingen lyseblå sutteflasker, rangler eller sko. Det er med vilje. Jeg gad godt have pyntet med et eller andet genialt, men vi har været for trætte til at få ideen. Til gengæld har vi lavet bordkort med billeder af Krabaten. Og ja, jeg er billedkunstlærer og burde have fundet på noget kreativt. Kodeordet er burde. IMG_0467

Krabaten er SÅ klar til fest i morgen. Kongen er lidt mere forbeholden…