Panik-indlæg

Krabaten kommer tilsyneladende ikke frivilligt. Fatter ikke, at han ikke kom i søndags, som han skulle. Jeg, der ellers er så punktlig selv. Har netop puttet Kongen og tillader nu kroppen at gå all in på angst. Det skal tilføjes, at jeg kun fik lov til at putte ham, fordi farmand er ved lægevagten. Jow, det er en ok start på en snarlig familieforøgelse – I MORGEN!?!

Brugte timer på forundersøgelse på sygehuset i dag, og fik endnu engang bekræftet, at jeg er en kylling. En kæmpe en, endda. Blev faktisk lidt flov over mig selv, da sygeplejersken var nødt til at smøre tryllecreme på inden en blodprøve, og da jeg rystende sad med et andet “kejsersnit-par” og hørte om morgendagens forløb. De var så glade og forventningsfulde, og det eneste jeg gjorde var at ryste, forsøge at styre min bævende stemme og ellers stirre stift på en plet på gulvet (for ikke at komme til at hyle, at forstås..).

Kl. 11. går det løs i morgen. Kunsten for mig bliver, at opføre mig som “et voksent menneske”. Som voksen, kan man det der med at “tage sig sammen”. Så er man også i stand til at tænke på, at det sådan set er en glædelig begivenhed. At man rent faktisk er kommet for at blive mor, og at det er barnet det handler om. Barnets bedste. Derfor ved jeg, at jeg ikke er rigtigt voksen endnu. For det kan jeg ikke. Det eneste jeg har lyst til er at råbe, som jeg engang så en gøre i “De Unge Mødre”: JEG VIIIIIIL IKKEEEEEE ALLIIIIGEEEEVEEEL!

Ps: Heldigvis har jeg prøvet det før, og derfor ved jeg, at det nok skal ende lykkeligt. Det gjorde det sidst, i det øjeblik der blev slået knude på syningen. Ikke et sekund før. Men SÅ kom glæden, sommerfuglene, lykken og trangen til chokolade igen!

Hvordan turde jeg overhovedet det her?!

 

Og det gjorde hun så…

…lægen altså. Tog det ansvar, som jeg ikke selv kunne tage. Snakkede med hende igen i går eftermiddags, fordi jeg simpelthen ikke vidste mine levende råd. Undskyldte, undskyldte at jeg var så besværlig. Og så tvivlende og ubeslutsom.

Hun havde en plan. En ny plan. For hun kunne godt forstå, at jeg saftsuseme ikke har lyst til at gå i fødsel i slutningen af kommende uge, og ende i et akut kejsersnit. Og det var udsigterne, havde hun gjort klart. “Han er jo stor, måske 23% større end gennemsnittet, og det er du ikke…” (har ellers gjort meget for at blive det, synes jeg…).

At få et kejsersnit omkring d. 22 er åbenbart populært, så derfor er min deadline nu allerede d. 21/11 (aaaaaaargh!!!!!!). Kommer krabaten ud inden, er mine chancer for at føde ham gode, men hammeren falder d. 21. Der bliver han tvunget ud. Om han vil det eller ej. Og om jeg vil det eller ej.

Og det vil jeg ikke. Som i overhovedet ikke. For jeg kan godt huske, hvordan jeg panikkede hele vejen ned til operationsstuen sidst. Jeg kan også godt huske, hvor svært jeg havde ved at abstrahere fra tanken om skalpeller, knive og sprøjter, og hvordan jeg på ingen mulig måde, kunne holde fokus på, at jeg var der pga. en glædelig begivenhed.Derudover kommer de efterfølgende ugers smerter, og at jeg knapt kunne grine, nyse eller hoste, af frygt for, pludselig at stå med et åbent kødsår.

Men sådan er det. Jeg har ikke noget valg. Og så er det jeg forsøger at sige til mig selv, at der kan ske meeeeget på et par uger, og at Kongen til den tid saaaaagtens kan finde ud af, at følge frivilligt med ud fra vuggestuen, og at det sleeeeet ikke bliver et problem, at jeg ikke må bære ham i 8 uger (!). Derudover klamrer jeg mig til håbet om, at Krabaten melder sin ankomst inden. Har Googlet diverse råd – travet skoven tynd, nulret lilletæer til de næsten faldt af, spist stærk mad til øjnene løb i vand osv. Har nogen et godt råd, så giv det til mig! Please!

 

 

 

Nu må nogen tage ansvaret for den her fødsel…

For filan, altså. Har lige været på sygehuset og er i syv sind. Krabaten vejer måske over 4300 g (holy shit!), og bliver han bare 200 g større, er mine chancer for en naturlig fødsel forsvindende små (pga. tidligere kejsersnit). Den flinke læge sagde gentagne gange: “Vil du have et kejsersnit, så får du jo det”, men hældte alligevel lidt til, at jeg skal give det et forsøg, og hvis Krabaten er for stor, “sadler vi roligt om til et kejsersnit”. Et entydigt svar, blev det dog ikke til.

Mest af alt, havde jeg bare lyst til at klamre mig til benet af hende, og med barnestemme klynke: “Sig nu bare hvad jeg skal gøre!?!?”. Helt ærligt, så havde jeg sådan håbet, at hun bare tog ansvaret for det hele, og sagde: “Du skal gøre sådan og sådan, basta bum”. Ikke noget med at tænke selv her. Ikke noget med at vælge mellem pest eller kolera.

Nu sidder jeg så og spekulerer. Vejer for og imod. Hvem fanden kan finde kampgejsten til en naturlig fødsel frem, når “projektet” næsten er dødsdømt på forhånd? Og hvor sjovt er det at skulle være operationspatient, når man har en to-årig i huset, som godt kan finde på (læs: som oftest) at gå sine egne veje? Ja, jeg spørger bare….Og nu er det så også, at jeg har bedt lægen om at ringe til mig i eftermiddag, for at afkræve hende et præcist svar. En køreplan. Nu må HUN være den voksne her, for jeg kan ikke.

Drikker trøste-chai-latte

 

I fængsel

Jeg er i fængsel. I et parcelhus, vel at mærke. Med få dage til termin, tør jeg praktisk taget ikke forlade min bopæl. Da jeg forleden var på café med en veninde, var det med hjertebanken jeg gik gennem gågaden og en konstant film kørende for mit indre: Vandet går, det siger plop, og der ligger en baby og skriger, mens folk stimler sammen om en rødmende mig.

Jeg havde svoret, at jeg ikke skulle forlade mit hus igen, før babyen kommer. Om jeg så skal sidde her den næste uge og vente. Stirre på uret, med kaffe på kanden og småkager i skålen. Til storken, selvfølgelig. Nu er det bare sådan, at jeg har en tid hos jordemoderen i dag – hindeløsning, ja, ja. I håbet om, at hjælpe krabaten lidt på vej. Så med hjertet i halsen og svedige hænder, vil jeg om lidt, begive mig ind mod byen.

Selvfølgelig kunne det være rart, hvis der snart skete “noget”. Som fan af min kalender, og planlægning i øvrigt, passer det bare ikke så godt i aften. Vi skal til middag hos gemalens skolekammerat – upassende sted at føde. Lørdag er heller ikke god. Vi får venner på besøg. Aaarhmen altså, hr. lillebror, hvad siger du til at dukke op i nat? F.eks. omkring kl. 00.00? Det ville passe SÅ fint ind i min kalender!

Der er jo heller ikke nogen grund til at komme tættere på Kongens fødselsdag end højst nødvendigt, vel (29/11)…

Et hyggeligt fængsel, dog

 

 

Et glemt barn og en dårlig samvittighed

“Det glemte barn”. Det kunne være titlen på den bog Kongens kommende lillebror engang vil skrive. Hvor han bittert kan fortælle om en opvækst alene. Glemt og forladt i et hjørne af parcelhuset. Blev støvet af og vist frem til familiekomsammener, men havde ellers ingen yderligere “funktion”. Var heldig, hvis han fik lov til at kunne anes i baggrunden af det årlige julefoto, eller hvis hans elendige familie huskede at tage ham med på ferie. En opvækst, hvor pædagogerne skulle ringe efter hans forældre hver dag kl. 17.00 dut, og bede dem komme og hente. Og hvor han som teenager efterhånden opgav at minde om sin egen fødselsdag. Studenterhuen satte han selvfølgelig på selv, og der var heller ingen der huskede dagen for hans køreprøve.

Selvfølgelig bliver det ikke sådan. Men lidt bekymret kan man da godt blive, når sygehuset ringer og siger: “Du er udeblevet fra en ekstra scanning” eller når jordemoderen forvirret spørger til, hvorfor lægen ikke har skrevet i journalen siden sidst (UPS!). Den dårlige samvittighed kommer også snigende ved tanken om, hvor mange uger vi efterhånden er bagud i Politikens Graviditetsbog, som vi slet ikke kunne vente med at læse sidst. Men det værste er næsten billederne. De satans billeder. Med Kongen var det fast søndagsbeskæftigelse at tage det ugentlige “mavebillede”. Denne gang er der ikke taget så meget som ét. Hvis det ikke er dårlig stil, så ved jeg snart ikke hvad. At vi så godt nok aldrig har kigget på de 26 billeder af mig, som bare ser mere og mere tyk og træt ud, det er en anden sag. Den dårlige samvittighed, den er der sgu alligevel.

Her er han så – “det glemte barn”

Older posts