At ikke savne 90'erne og være mor til en Hjem-Is-mand

Et glemt barn og en dårlig samvittighed

“Det glemte barn”. Det kunne være titlen på den bog Kongens kommende lillebror engang vil skrive. Hvor han bittert kan fortælle om en opvækst alene. Glemt og forladt i et hjørne af parcelhuset. Blev støvet af og vist frem til familiekomsammener, men havde ellers ingen yderligere “funktion”. Var heldig, hvis han fik lov til at kunne anes i baggrunden af det årlige julefoto, eller hvis hans elendige familie huskede at tage ham med på ferie. En opvækst, hvor pædagogerne skulle ringe efter hans forældre hver dag kl. 17.00 dut, og bede dem komme og hente. Og hvor han som teenager efterhånden opgav at minde om sin egen fødselsdag. Studenterhuen satte han selvfølgelig på selv, og der var heller ingen der huskede dagen for hans køreprøve.

Selvfølgelig bliver det ikke sådan. Men lidt bekymret kan man da godt blive, når sygehuset ringer og siger: “Du er udeblevet fra en ekstra scanning” eller når jordemoderen forvirret spørger til, hvorfor lægen ikke har skrevet i journalen siden sidst (UPS!). Den dårlige samvittighed kommer også snigende ved tanken om, hvor mange uger vi efterhånden er bagud i Politikens Graviditetsbog, som vi slet ikke kunne vente med at læse sidst. Men det værste er næsten billederne. De satans billeder. Med Kongen var det fast søndagsbeskæftigelse at tage det ugentlige “mavebillede”. Denne gang er der ikke taget så meget som ét. Hvis det ikke er dårlig stil, så ved jeg snart ikke hvad. At vi så godt nok aldrig har kigget på de 26 billeder af mig, som bare ser mere og mere tyk og træt ud, det er en anden sag. Den dårlige samvittighed, den er der sgu alligevel.

Her er han så – “det glemte barn”

2

  • Åh ja den dejlige dårlige samvittighed, som barn nr. to kommer med en trailerfuld af. Allerede inden han er født. Det er helt det samme hos os. Og selv om jeg har fået en smartphone, siden der sidst var en baby i huset (og derfor knipser løs i tide og utide), så skorter det i dén grad på billeder taget med spejlrefleks (for ikke at tale om decidere fotoshoots) af Varanen. Stakkels dreng.

    Til gengæld er der et dejligt fravær af nykker hos ham, hvilket ikke kan siges om Øglen i den alder. Så det der med at negligere er måske ikke helt så slemt alligevel 😉

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • familiendanmark

      Er glad for at høre, at det ikke kun er noget der sker her. Det er nok ganske naturligt, i kraft af, at man ved barn nummer to har en anden, man spurter rundt efter i mange af døgnets timer 🙂 Men jo, noget positivt er der nok også i, ikke at skulle være centrum på samme måde som barn nr. et. Min samvittighed er dog alligevel sort som kul 🙂

      Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv et svar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

At ikke savne 90'erne og være mor til en Hjem-Is-mand