Mandemor

Det sker ofte, at jeg kommer til at tale til min mand, som om jeg er hans mor. Jeg hader når det sker, og alligevel synes det uundgåeligt. Når han kører bilen, får han gerne et: “Jeg vil gerne have du kigger på vejen når du kører” og i ugens løb, griber jeg også mig selv i at spørge: “Tror du ikke, du snart skal have lavet dine lektier?” (ikke af vane fordi jeg er lærer, men fordi han går på noget videreuddannelse…). Er det koldt, opfordrer jeg ham til at tage handsker på, og jeg kigger på ham med bekymret mine, når han ikke tager madpakke med på arbejde. At være blevet mor, har for mit vedkommende grebet om sig, og nu må det være slut! Farvel mandemor og godt at se dig igen, kæreste!

I går var jeg sammen med en god veninde, som gjorde mig så glad. Hun gør nemlig præcis det samme, og hun har ikke engang børn endnu. Yes, yes, yes – vi er flere! Hjemme hos dem, havde de netop haft en alvorlig snak. Kæresten har plaget om at få et stort akvarium, og som min veninde sagde, så “er det jo ikke bare noget man lige gør”. Hun havde derfor taget: “Husdyr kræver en arbejdsindsats”-snakken med ham, og gjort det klart, at hun altså “..ikke gider stå med alt arbejdet, når han mister interessen for de skide fisk!”. Slutteligt havde hun kigget ham dybt i øjnene, og spurgt: “Når du mærker rigtig godt efter, vil du så VIRKELIG gerne have de fisk, og er du SIKKER på, at du kan tage vare på dem, og ikke mister interessen efter to uger?!”. Da blev han lidt i tvivl. Og det forstår man måske godt.

Jeg er bare så stjerneglad for, at jeg ikke er den eneste – og helt ærligt, så tror jeg også vi er flere end to, som bærer titlen “Mandemor”.

Mine børn