Ups and downs på ferien

Ups:

– At Kongen er blefri (bortset fra om natten…eller i nærheden af store gravkøer)
– At Gemalen fik et adrenalinkick ud af besøget i Djurs
– Is
– Flere is
– At Krabaten nu sidder selv – bortset fra når han, selvfølgelig heeeelt bevidst, imiterer en tummelumsk
– At Kongen var vild med Gammel Estrup, selvom han også syntes der var lidt farligt (“vi skal væk fra det ur, mor!”)
– At Kongen og Krabaten har haft flere gode stunder sammen (=mindre dask)
– At leve efter den omvendte kostpyramide
– Ree Park (Kongen: Det bedste var legepladsen!”)
– At iagttage magtliderlig livredder i svømmehal: “Ud med det tyggegummi!”, “dit hår er ikke vådt!”, “prøv at se efter, uret hænger dér!”, “man dykker ikke der!” (Thank God, at han ikke opdagede Kongens tissetår…)
– Tid
– Mere tid
– Strandture
– At vi så en fra De Unge Mødre i Grenaa
– Friske ærter og kirsebær fra den ultimativt hyggeligste by på Djursland: Ebeltoft
– Hummel trøje til 10 kr i Genbrug

Downs:

– at Kongen nægter at lave andet end tis på et toilet. Og at han heller ikke er meget for at lave det “andet” i en ble = et par snakke om, at man ikke bare kan lave lort, hvor det passer en
– At Kongen har “eksperimenteret” med stemmevolumen og gerne i forbindelse med, at vi har skullet handle, eller at Krabaten har skullet sove (men ok, Krabaten vågner så også bare af, at Kongen siger en hvæselyd. Derfor er det ekstremt sjovt at gøre det igen og igen og igen…)
– At jeg ikke havde 10 kr på mig i Genbrugen, og at de ikke tog Dankort. Og at jeg bad den søde dame gemme trøjen til mig, men aldrig kom tilbage, fordi det pludselig passede bedst med drengene at køre videre.
– At ferieturen snart er slut

Det fantastiske ved ferie er…

…når Kongen trækker Krabaten rundt i en klodskasse, mens begge hviner, og ingen bliver dasket til, fordi nogen er træt.

…når Kongen med honningsød stemme siger: “Tak, for en god ferie!” (Endda uden at være blevet bestukket – og uden at ferien er slut).

…når Manden bliver tavs som graven, fordi jeg, endnu engang, har hængt i “mormorhåndtaget” – og sekundet efter bliver som et lille barn, ved synet af flagene ved Djurs Sommerland.

…når vi bruger 8 t i Djurs, hvor Manden udfordrer skæbnen (og mine nerver) i sindssyge rutsjebaner, Kongen prøver ALT, som folk på 90 cm må og Krabaten smiler og griner, og kun hyler, hvis man tager sin telefon fra ham.

…når vi spiser alt for mange is. Og næsten overvejer at lægge et decideret “is-budget”.

…når Kongen sopper og kyler med sten, og højlydt udbryder: jeg er VILD med at være ved stranden! (Og efterfølgende klynker, fordi han så en tot tang).

…når Krabaten møver rundt som en soldat på stranden, og med koncentreret blik undersøger sand, sand og mere sand.

…når vi kun er os. Os fire.

Brok, pip, gok og sms

Jeg læste en dag, at unge mennesker (what?! det skrev jeg bare ikke…) får stress af sms’er og i det hele taget det “online” liv. Der stod, at de unge forventer et svar på en sms indenfor 5 min. FEM MINUTTER! Det betyder, at mange konstant veksler mellem at være tilstede og i gang med en aktivitet, kontra at læse/tage stilling/svare på en besked. Og det giver stress.

Jeg er klart for gammel til at kræve svar indenfor fem min. Jeg svarer også sjældent så hurtigt, og kun hvis jeg alligevel sidder med mobilen i hånden. Men én ting giver mig alligevel – som Manden ville sige det – lange løg og hjertebanken, og det er situationer, hvor folk svarer flere dage efter. Alt efter sms’ens karakter, selvfølgelig. Jeg er med på, at vil man have svar med det samme, kan man ringe. Er man oldschool og tålmodig, kan man sende et brev. Kan man vente, og har lidt mere på hjerte, er der e-mails. Men det fantastiske ved sms’ens væsen er netop, at man relativt hurtigt kan kommunikere, uden det kræver det helt vilde. Og lige præcis derfor, fordi det ikke kræver det helt vilde, kan man ikke sidde en sms helt overhøring, hvis det omhandler en eventuel aftale. Niks, nul putte, ikke en mulighed.

I de situationer, sætter min hjerne gang i en større tankerække, som starter ved en eventuel tilskadekommen, runder irritation over, at al anden planlægning går på standby og slutter med et: “Jamen, er vi nu slet ikke venner mere!?”. Jeg bruger en helvedes masse energi på at tøjle tanker og lige præcis derfor, kunne det være så fint, hvis man (du, I..) gad at svare på sms’er, som er relevante at svare på, indenfor en overskuelig fremtid. Hvis overskuddet er til det, kan man (du, I…) eventuelt også tænke over begreberne sprogbrug, høflighed og Løgstrups fine tanke om, at “vi holder en flig af den andens liv i vore hænder”. Særligt, det sidste faktisk. Ham Løgstrup har klart fat i noget klogt, der.

Brok, pip, gok herfra.

Og så lige lidt billedspam, fordi jeg er elendig til at sætte billeder ind normalt (er som sagt Insta-holic for tiden 🙂

IMG_1205 IMG_1186 IMG_1176 IMG_1201 IMG_1087 IMG_1086

 

Lettelsens suk

Manden har tre ugers ferie. Det er skønt og guld værd, og jeg er på nippet til at sige, at det kunne være det fedeste i verden, hvis han aldrig skulle arbejde igen. På nippet. I går forberedte han en afsluttende eksamen på sin akademiuddannelse. Det foregik laid back, 1 time her og en time der. Og derfor gik jeg rundt som nervøs mortype i formiddags, fordi jeg havde en lille tvivl omkring, hvorvidt det var nok til at bestå. Men det gjorde han. Sgu!

Og Kongen, Krabaten og jeg kom med Verdi, flødeboller og marcipanstang. Skal der være fest, så lad der være fest. Senere kom begge familier til pølser, brød og bulgur (jo, det er måske et pudsigt miks, men altså…). Nu er vi mætte af lettelse, glæde og restespisning og derudover ved at forberede mentalt til den test, der hedder: “Ta’-to-små-børn-med-i-Legoland-og-få-begge-med-ud-igen” i morgen. Godt, Krabaten kun kan “kravle” som en soldat, der skal under en seriøs og meget lang omgang pigtråd.

 

Ps: Jeg er monsterdårlig til at få lagt billeder på bloggen. Det kræver jo, at jeg skal rejse mig op, for at finde et kabel. Som oven i købet skal tilsluttes min telefon. Find mig på Instagram i stedet.