Dårlig samvttighed, jeg gider dig ikke

Den dårlige samvittighed kommer oftere snigende når man får sit første barn. Det gjorde den i hvert fald for mig. Over brudte rutiner, og deraf følgende trist barn, eller over erkendelsen af, at det ikke altid er lige skægt at lege med rangler og bideringe. For at nævne nogen. Den dårlige samvittighed tager hårdere fat i kraven, ved ankomsten af barn nummer to. Vilkårene er ændrede og barn nummer to får ikke samme opmærksomhed som barn nummer et gjorde. Det får lov til at ligge mere selv, klynke længere tid og have knap så mange facts i barnets bog. Nogle dage, har jeg lyst til at dele mig selv på midten. Så jeg kan være hundrede procent tilstede hos begge. På samme tid. Så jeg ikke skal afbryde godnatlæsningen, for at give en sut, eller stoppe “Klappe Kage”, fordi der skal trøstes. Så jeg ikke skal sige “lige om lidt” eller “vent lige to sek.” eller “så, sååå”. Når den dårlige samvittighed får rigtigt fat, kommer tvivlen. Tvivlen på, om begge børn bliver tilgodeset lige meget, får lige megen opmærksomhed og oplever følelsen af at være lige vigtige brikker, i den her familie. I de tilfælde dukker fornuften tilsidst forsigtigt frem. Heldigvis. Fornuften, der siger, at det vi gør er rigtigt. At der er plads til begge børn, på hver sin måde, med hver deres forudsætninger, personligheder og udviklingstrin. Fornuften, der tilsidst råber, at jeg fandeme skal tage at pakke den dårlige samvittighed langt væk, i stedet for at affinde mig med tanken om, at den går hånd i hånd med livet som mor til to. Det gør den (snart) ikke her. Sgu.

Det gør mig glad, når….

…Kongen hvisker: “Må jeg spørge dig om én ting? Må mig få lidt chokolade?” og vi kigger på hinanden og er “two souls with one mind!”.

…Manden kommer hjem fra arbejde, og laver påskeægsskattejagt.

…Krabaten labber risgrød i sig, som havde han aldrig bestilt andet.

…jeg dermed får fornyet håb om bedre nattesøvn (naivt måske, men dog et håb).

…Kongen løber hvinende rundt med god ven, og det går op for mig, at jeg rent faktisk har en dreng, der er så stor, at han har en ven. Flere små venner, faktisk.

…Kongen hører skrattende babyalarm, og siger til pågældende ven: “Det er vores Villum, der græder”. Vores. Jamen, det er da det det er. Vores.

…jeg tænker på, at vi snart går over til sommertid. Når det er sommertid sner det ikke. Det er heller ikke koldt. Sommertid er lig med legende børn i haven, en rygende grill, duften af olie fra plæneklipperen og at løbe efter Hjem Is bilen. Basta bum.

…gode venner taler om kommende bryllup med skinnende øjne og forventningsfuld mimik. Om drinks og dans og udskåret kød. Det er min mulighed for at danse noget andet end “Jeg gik mig over sø og land”, måske endda min mulighed for at danse med andre end mine børn…F.eks, min mand – og jeg glæder mig.

 

 

Positivt påskepis

Og det blev påske. Efter tre dage som “alenemor” til to. Tre dage, som er forløbet forbavsende godt, med tid til løbecykelture og leg. Hurtige rugbrødsmadder og dårlig samvittighed. Over ikke at have nok hænder og over at sige “lige om lidt” 100 gange. I minuttet. Men vi har grint, danset, fjollet og skudt. Det gør man jo, når det er Kongen og Krabaten man hænger ud med. Manden fik ferie i går, og indledte den med stil, ved at komme hjem og arrangere skattejagt efter påskechokolade i hele huset. Aftenen blev toppet med lidt Verdi. Det var jo P3 Guld aften og feriestart, og det skal man huske at fejre. Jamen, det skal man da!

For temmelig mange år siden, spiste Jesus sit sidste måltid og vaskede derudover disciplenes fødder rene og skære (skærtorsdag). Det er, bl.a., det påsken handler om. For nogen. Det er så der jeg er nødt til at indrømme, at skærtorsdag for mig, har kredset om to akser – at spise chokolade med måde, kontra at æde. Jeg vil i skrivende stund se nærmere på et marcipanæg. Jeg har, med held, hjernevasket mig frem til at tænke, at mørk chokolade (i valgfri mængde) er sundt. Og marcipan er lavet af mandler, som er en nød, hvilket også er sundt. Perfekt.

IMG_0522Lidt mere af det sunde…

Min ven, mascaraen

Hver morgen camouflerer jeg mig bag en maske. En maske af makeup. Det har jeg gjort så længe, at det er blevet en vane, som ikke sådan er til at lægge fra sig. Et afhængighedsforhold, kan man sige. En dag tog jeg mig sammen (eller ok, jeg kom for sent op..), og tog på arbejde uden mascara på. Når man sådan ca. 20 gange (mindst) i løbet af en dag, så bliver spurgt om, hvad der er sket? Om man er træt? Hvorfor man ser anderledes ud? Finder man ud af, at man tilhører kategorien “os der bruger makeup, fordi vi er nødt til det”. Nu er jeg mor til to, og har dermed fået et endnu tættere forhold til min mascara. Nogen gange kan den (næsten) viske nattens uroligheder væk. Næsten. Og helt seriøst – den her mascara er vanvittigt god.

loreal-paris-mega-volume-collagene-24h-mascara-extra-black-9mlFra Loreal, i øvrigt…

Sofajagt

Vi jagter en sofa for tiden. Den gamle vi har, er for det første ikke gammel, men fuld af gylpklatter og derudover er den ammet i stykker. Jeg har simpelthen haft en tendens til at sætte mig det samme sted og det var dumt. Gemalen fik nok af gylp og “siddehul” og er nu besat af tanken om “den perfekte sofa”. Når han får sådan en idé, kaster han sig engageret ind i projektet og giver ikke op før målet er nået. For kort tid siden var det “det perfekte tv”. Nu er det så en sofa. Jeg vil gerne have en sofa, men jeg vil også gerne have nyt spisebord og stole. Som Manden så fornuftigt siger, er det ikke en god idé. Endnu. Kongen har smadret bordpladen med hans “gaffel-og-kniv-for-fuld-hammer-i-bordpladen”-gøgl og mon ikke Krabaten giver det samme tur, når han skal lære at spise? Ergo, jagten er sat ind på ny sofa. Og sofabord. Det nuværende er for stort, til den sofa vi pt. er lune på. Det er i øvrigt ret svært at finde et sofabord, som er forholdsvist lille og som har en hylde under bordpladen. Den plade er et must, for hvor skal vi ellers gøre af al vores rod?! Tip mig gerne, hvis I kender noget fint noget…

83423

Older posts