Sukker-Sanne og Fløde-Finn

“Skidt pyt, at jeg har taget 20 kilo på, og ligner noget der er løgn, mine børn var det hele værd!”. Det var teksten på et billede jeg faldt over på Facebook forleden. Ok, måske var det ikke formuleret helt sådan, men det er tæt på. Billedet havde fået usandsynligt mange “likes”, men altså ikke en fra mig. For jeg forstår det ikke. Må man ikke synes, at den efterfølgende bodegavom, dellehåndtagene og hængeballerne er pisse træls men stadig være glad for sine børn!?

Det håber jeg man må. Når jeg kigger i spejlet nu, er det i al fald ikke et “skidt pyt” der slår mig – nok nærmere et: “Holy shit, hvordan filan er det lykkedes mig at komme til at se sådan ud?! Selvfølgelig vil jeg på ingen mulig måde undvære mine børn, men jeg forstår ikke, hvorfor kroppen skal straffes sådan for at have været gravid, gjort sin pligt og ført menneskeheden videre.

For at være helt ærlig, kan jeg næsten ikke vente, til jeg må løbe en tur. Jeg sørger for at følge sygehusets “I form efter fødslen”-pjece og fører en ihærdig kamp mod min indre sukkerdæmom (et udtryk jeg lærte i TV i går…). Ekstra motiveret blev jeg forleden, da jeg glad, og lidt for optimistisk, skulle prøve tøj. Fandt fint og ammevenligt tøj, tog det på, lignede en der var gravid i 35. uge, kunne ikke lukke halvdelen af det, blev sur, tog hjem.

Så kampen fortsætter. Og forhåbentligt bliver den kort. Det er i al fald ikke nemt, når man som jeg, for længe siden, har solgt sin sjæl til Sukker-Sanne og Fløde-Finn. Og når den står på 2-års fødselsdag i weekenden. Og når det er er december. Og når man baaare lige nupper lidt pålægschokolade i ny og næ. Og vi skal jo også have lidt at hygge med. Det er jo fredag. Og….

 

End of discussion!

Villum. Sådan! Efter at have snakket frem og tilbage. Lidt mere frem. Lidt mere tilbage. Og så nåede vi begge et punkt, hvor snakken måtte have en ende. I dagevis har vi prøvet forskellige navne af, men fælles for dem alle har været, at vi har følt os dumme når vi har sagt dem. Af en eller anden grund, giver det bare ikke mening at kalde sådan en lille, sød klump for et navn. Et rigtigt menneskenavn. Det er som om at “lillebror” eller “lille bølle” passer langt, langt bedre. Lige nu i hvert fald. Men ikke når gutten en sen nattetime står med en potentiel scoring og siger: “Ja, jeg hedder så Lillebror Knudsen. A.k.a. Lille Bølle. Vil du med hjem?!”.

Det har ikke været nemt og vi har været rygende uenige. Jeg har været brændt varm på navne som Kalle, Pelle, Svenne, Theo, Lui og Asger og min mand har været varm på Nor. Intet andet. Så vi prøvede Nor af. Meget hurtigt nåede vi den konklusion, at hvis vi får brug for at kalde på Krabaten, lige så ofte som vi gør på Kongen, så mangler Nor altså en stavelse, hvis ikke vi skal ud i noget: “Nooååååår”.

Og nu hedder han så Villum. Vi snakker stadig lidt frem og lidt tilbage. Mest for at overbevise os selv om, at snakken er slut. At Krabaten er en Villum. Når Kongen så kommer syngende hjem fra vuggestuen: “Liiiille Viiiilluuuuum, tra la la” er jeg ikke i tvivl. Han er en lille Villum. Det siger Kongen selv!

Bare kald mig Bob

Jeg vil gerne være en mand. Bare i én dag. En tanke der slog mig til formiddag, da jeg igen begyndte at spekulere. Kender I det? Den ene tanke tager den næste, og pludselig er man kørt helt ud af en tangent, man ikke engang kan huske, hvordan startede.

“Gav jeg Kongen skiftetøj med op i vuggestuen?, hvornår var det nu min mave blev sig selv sidst?, gad vide om jeg ligner en der er gravid i 25. uge, en der drikker mange øl, eller en der faktisk lige har født?, skal jeg byde kommende barselsgæster på hjemmebag, eller erkende, at jeg er en idiot i et køkken?, hvornår fanden melder den idiot sig, der slog den stakkels fyr ihjel i KBH?, hvorfor så jeg nu ikke den adoptionsdokumentar i går, som alle snakker om?, hvorfor filan griner Michael Bjørnson så træls, når han ikke har noget at grine af og hvorfor kalde et par ænder Tage og Carsten?!, og hvorfor har jeg i det hele taget spildt min tid med at se et afsnit af “Holtewood?!”, hvornår er det min tur til at være forelsket i “mr. Grey” og er jeg bare stramtantet, siden det endnu ikke er sket?! (er på s. 201)…..KAPOW!”

Næ nej, så ville jeg gerne stå ude i garagen med en kold øl. Banke lidt med en hammer, hænge haveredskaber op og klø sig i skridtet. Stene lidt tv, uden at få stress over kaos i køkken og bunker af vasketøj og klø sig i skridtet. Være ligeglad med, at der går dage før sms’er besvares og i det hele taget bare være…ligeglad. Bekymringsfri, tage tingene som de kommer og klø sig i skridtet. Uden nogen synes det er mærkeligt.

Men så kom jeg i tanker om, at hvis jeg var en mand og min kæreste så var mig, så var det mig der skulle kommanderes med, og mig der skulle finde tålmodigheden frem og lægge øre til endeløs snak, spekulationer og tikken om chokolade. Helt ærligt. Det orker jeg ikke.

Og klø sig i skridtet…

Hukommelsen, den sjover!

Hukommelsen er en sjov fyr. Lige nu, har jeg f.eks. lidt svært ved at forstå, hvordan min har svigtet sådan. Hvordan det på nogen mulig måde, er lykkedes den, at krybe helt udenom den erindring, der hedder: Søvn og baby = umulighed. I. Don’t. Get. It.

Men sådan er den vist. Hukommelsen. For jeg kan dog huske, at jeg i en sen psykologitime i gymnasiet lærte, at hukommelsen har en fantastisk evne til at fortrænge mindre gode erindringer. At psyken simpelthen beskytter sig selv, og ofte husker ting positivere end de egentlig var. Barndommen, mængden af sne, skolegangen, forholdet til x-kæresten, eksamensresultater…Og så åbenbart også en nyfødts søvnmønster!

Ja, det er hurtigt jeg klynker, når nu “Krabaten” ikke er ældre end 6 dage gammel. Men er du gal, hvor er jeg dårlig til at være oppe hver time natten lang! Så er det sagt. Jeg elsker at være mor, men jeg elsker saftsuseme ikke nætterne. Giv mig et år, så har min hukommelse trykket delete, og min erindring om at være spædbarnsmor vil udelukkende være lyserød…

Ps: Vi udnyttede de mange vågne timer og fortsatte navnesnakken, med stor hjælp fra jeres forslag….snakken forventes at slutte snart. Måske. Forhåbentligt.

Han har ellers en fin dyne…

 

At hedde eller ikke at hedde…????

At give sit barn et navn, er sådan ca. den sværeste beslutning der skal træffes. Faktisk meget sværere end den beslutning, der hed: “Nå, men skal vi så få et barn eller hvad?”. For helt ærligt, barnet skal, med mindre det bliver numerologtypen, “trækkes” med navnet resten af livet. Og navnet skal passe til en nyfødt, såvel som en 18-årig scorekaj. Det ER altså svært!

Selv kan jeg godt undre mig over mine forældres valg. Bettina…. Aaaah, den var jeg nok ikke lige selv kommet på! Da jeg så engang spurgte, hvordan i al verden de havde fundet på det, var svaret: “Vi gik forbi en frisørsalon, der hed “Salon Bettina”. Jow tak. Navnet Bettina giver mig associationer til billige øl, afbleget hår, Buffalos og blå øjenskygge. Blandt andet hjulpet på vej af diverse komikere (tak!).

Det gør det ikke nemmere at jeg er lærer, og dermed kender ret mange børn. Så snart et navn giver mig associationer til et barn jeg kender, kan jeg simpelthen ikke bruge det. Basta bum. Så nu sidder vi fast i “navnesnakken” her i huset. Kan ikke rigtigt komme hverken frem eller tilbage. Vi er dog så langt at vi ved, at han ikke skal hedde “Magne”. Den har Kongen nuppet.

Kan nogen redde os fra at få en søn, der ender med at blive opkaldt efter kongehuset, så gør det. Og hurtigt, tak. Gode idéer modtages med kyshånd!

 

 

Older posts