Nakketræk, din bitch!

Tænder i to rækker og et overbid så stort, at munden ikke kunne lukkes – med samme mundtørhed som en strandet i Sahara som følge. Tjek, det var mig som barn. En aften i 5. kom mine forældre ind på værelset. Ansigterne var foldede på den der: “Vi skal snakke om noget vigtigt” måde, og det var starten på 8 år i helvede. Tandlægehelvede.

Jeg så ikke selv nogen grund til en gennemgribende tandrenovering, for: “Der er jo aldrig nogen der driller mig!”, men set i bakspejlet er jeg taknemmelig for, at mine forældre ikke godtog dette argument, og tvang mig af sted. På trods af hysterisk anfald, tudeture og iturevet legetøj.

Krokodillebidet – som tandlægen flatterende kaldte det – førte mig gennem utallige tandudtrækninger og bøjler en masse. Ganeudvidelse, fjedrer, elastikker, togskinner, nakketræk (!!!) – you name it! I sin 25 år lange karriere, havde han faktisk ikke set noget lignende. Det troede jeg dengang var positivt – var faktisk lidt stolt. Og jeg var heller ikke bleg for at tilføje: “Han ved ikke, om det kommer til at se normalt ud!”. Total barnemisforståelse.

Projektet lykkedes. Nuvel, overbidet er ikke helt væk, men tænder i to rækker – tilfældigt sat, både højt og lavt, er slut. Ser kedeligt almindelig ud. Eneste levn er indvendige togskinner, som “du må tage med dig i graven”. Tak for det. Og så selvfølgelig bideskinnen, som sørger for, at det natlige savværk ikke sætter spor, og holder “projektet” på plads.

Er der noget at sige til, at jeg er mere end almindeligt interesseret i, at se mine børn i profil (overbidsjagt) og ikke kan dy mig for, at stikke fingeren ind i gabet for at måle?!?