I love(d) Boogies Dance Café

Nogle tror på tilfældigheder, andre på skæbnen. Noget er der i hvert fald sket. Noget har gjort, at jeg i dag, søndag morgen, vågner kl. tidligt og nu har “Nutty” kørende på Tv’et. Helt præcist kan dette “noget” føres tilbage til d. 14. feb. 2009. Og til alt for høje sko, drinks en masse og en bytur der sluttede sent. Meget sent.

Det var bestemt ikke en aften af de kedelige. Vi var forventningsfulde, da vi højlydte cyklede ind til byen, og havde hver især brugt timer på at formulere de helt rette sms’er, som ville føre de helt rette dates med sig. Det var sådan vi tænkte. En flok glubske tigere på jagt efter bytte. At ham jeg satsede på, startede med at sige: “Øhm, der er helst ikke nogen der skal se vi taler sammen, for jeg har en del (!?!?) x’er herinde i dag”, er så en anden snak.

Men jeg var sur. Rigtig sur. Senere tog mine veninder hjem og jeg tog “neeeej, jeg er bestemt ikke i byen alene”-blikket på, og dansede ufortrødent videre. Og der stod han jo! Lænet op af baren, spejdende ud på dansegulvet. Målrettet, og kun en anelse vaklende, fik jeg styret mod ham: “Skal vi danse?!”. Ham: “Nej”. Mig: “Aaaarj, kom nu?!”. Ham: “Jeg danser ikke!”. Det gjorde han nu alligevel og pludselig var det morgen.

Jeg var galant (eller fuld!), og fyren fik et lift bag på cyklen. Havde glemt, at jeg havde en veninde sovende, men siddende på et picnictæppe på køkkengulvet fortsatte snakken. Og da han gik, fulgte spændingen: Hører jeg mon fra ham igen…Det gjorde jeg, og han ligger lige her ved siden af mig nu, er far til mine børn og ham jeg deler fællesøkonomi med.

Det var i 2009. Og nej, det er ikke længe siden, og ja, vi har snart to børn og “er I da fuldstændigt vanvittige!?”. Det er vi ikke. Men får vi en idé, så gør vi det. Og hvorfor skulle vi ikke det?! Tiden er ingen garanti, selvom der er nogen, der tror det.

Søndag morgen