End of discussion!

Villum. Sådan! Efter at have snakket frem og tilbage. Lidt mere frem. Lidt mere tilbage. Og så nåede vi begge et punkt, hvor snakken måtte have en ende. I dagevis har vi prøvet forskellige navne af, men fælles for dem alle har været, at vi har følt os dumme når vi har sagt dem. Af en eller anden grund, giver det bare ikke mening at kalde sådan en lille, sød klump for et navn. Et rigtigt menneskenavn. Det er som om at “lillebror” eller “lille bølle” passer langt, langt bedre. Lige nu i hvert fald. Men ikke når gutten en sen nattetime står med en potentiel scoring og siger: “Ja, jeg hedder så Lillebror Knudsen. A.k.a. Lille Bølle. Vil du med hjem?!”.

Det har ikke været nemt og vi har været rygende uenige. Jeg har været brændt varm på navne som Kalle, Pelle, Svenne, Theo, Lui og Asger og min mand har været varm på Nor. Intet andet. Så vi prøvede Nor af. Meget hurtigt nåede vi den konklusion, at hvis vi får brug for at kalde på Krabaten, lige så ofte som vi gør på Kongen, så mangler Nor altså en stavelse, hvis ikke vi skal ud i noget: “Nooååååår”.

Og nu hedder han så Villum. Vi snakker stadig lidt frem og lidt tilbage. Mest for at overbevise os selv om, at snakken er slut. At Krabaten er en Villum. Når Kongen så kommer syngende hjem fra vuggestuen: “Liiiille Viiiilluuuuum, tra la la” er jeg ikke i tvivl. Han er en lille Villum. Det siger Kongen selv!