At give sit barn et navn, er sådan ca. den sværeste beslutning der skal træffes. Faktisk meget svære
Se næste indlæg >
Hukommelsen, den sjover!
Hukommelsen er en sjov fyr. Lige nu, har jeg f.eks. lidt svært ved at forstå, hvordan min har svigtet sådan. Hvordan det på nogen mulig måde, er lykkedes den, at krybe helt udenom den erindring, der hedder: Søvn og baby = umulighed. I. Don’t. Get. It.
Men sådan er den vist. Hukommelsen. For jeg kan dog huske, at jeg i en sen psykologitime i gymnasiet lærte, at hukommelsen har en fantastisk evne til at fortrænge mindre gode erindringer. At psyken simpelthen beskytter sig selv, og ofte husker ting positivere end de egentlig var. Barndommen, mængden af sne, skolegangen, forholdet til x-kæresten, eksamensresultater…Og så åbenbart også en nyfødts søvnmønster!
Ja, det er hurtigt jeg klynker, når nu “Krabaten” ikke er ældre end 6 dage gammel. Men er du gal, hvor er jeg dårlig til at være oppe hver time natten lang! Så er det sagt. Jeg elsker at være mor, men jeg elsker saftsuseme ikke nætterne. Giv mig et år, så har min hukommelse trykket delete, og min erindring om at være spædbarnsmor vil udelukkende være lyserød…
Ps: Vi udnyttede de mange vågne timer og fortsatte navnesnakken, med stor hjælp fra jeres forslag….snakken forventes at slutte snart. Måske. Forhåbentligt.
Han har ellers en fin dyne…
Præcis. Jeg husker ikke at min store nogensinde var vågen om natten, da han var baby (andet end for at amme, hvorefter han sov og sov og sov). Faktisk husker jeg mest at han sov (og skreg om aftenen, men det er en helt anden snak). Og når man har to små (mine drenge er henholdsvis to år og otte uger) så er der ikke noget der hedder morgen- eftermiddags- eller aftenlur til mor som sidste gang, så alt det der sov-når-baby-sover duer ikke, for der skal der jo underholdes og krammes og laves mad og kommanderes med af den store..