Bare kald mig Bob

Jeg vil gerne være en mand. Bare i én dag. En tanke der slog mig til formiddag, da jeg igen begyndte at spekulere. Kender I det? Den ene tanke tager den næste, og pludselig er man kørt helt ud af en tangent, man ikke engang kan huske, hvordan startede.

“Gav jeg Kongen skiftetøj med op i vuggestuen?, hvornår var det nu min mave blev sig selv sidst?, gad vide om jeg ligner en der er gravid i 25. uge, en der drikker mange øl, eller en der faktisk lige har født?, skal jeg byde kommende barselsgæster på hjemmebag, eller erkende, at jeg er en idiot i et køkken?, hvornår fanden melder den idiot sig, der slog den stakkels fyr ihjel i KBH?, hvorfor så jeg nu ikke den adoptionsdokumentar i går, som alle snakker om?, hvorfor filan griner Michael Bjørnson så træls, når han ikke har noget at grine af og hvorfor kalde et par ænder Tage og Carsten?!, og hvorfor har jeg i det hele taget spildt min tid med at se et afsnit af “Holtewood?!”, hvornår er det min tur til at være forelsket i “mr. Grey” og er jeg bare stramtantet, siden det endnu ikke er sket?! (er på s. 201)…..KAPOW!”

Næ nej, så ville jeg gerne stå ude i garagen med en kold øl. Banke lidt med en hammer, hænge haveredskaber op og klø sig i skridtet. Stene lidt tv, uden at få stress over kaos i køkken og bunker af vasketøj og klø sig i skridtet. Være ligeglad med, at der går dage før sms’er besvares og i det hele taget bare være…ligeglad. Bekymringsfri, tage tingene som de kommer og klø sig i skridtet. Uden nogen synes det er mærkeligt.

Men så kom jeg i tanker om, at hvis jeg var en mand og min kæreste så var mig, så var det mig der skulle kommanderes med, og mig der skulle finde tålmodigheden frem og lægge øre til endeløs snak, spekulationer og tikken om chokolade. Helt ærligt. Det orker jeg ikke.

Og klø sig i skridtet…