Panik-indlæg

Krabaten kommer tilsyneladende ikke frivilligt. Fatter ikke, at han ikke kom i søndags, som han skulle. Jeg, der ellers er så punktlig selv. Har netop puttet Kongen og tillader nu kroppen at gå all in på angst. Det skal tilføjes, at jeg kun fik lov til at putte ham, fordi farmand er ved lægevagten. Jow, det er en ok start på en snarlig familieforøgelse – I MORGEN!?!

Brugte timer på forundersøgelse på sygehuset i dag, og fik endnu engang bekræftet, at jeg er en kylling. En kæmpe en, endda. Blev faktisk lidt flov over mig selv, da sygeplejersken var nødt til at smøre tryllecreme på inden en blodprøve, og da jeg rystende sad med et andet “kejsersnit-par” og hørte om morgendagens forløb. De var så glade og forventningsfulde, og det eneste jeg gjorde var at ryste, forsøge at styre min bævende stemme og ellers stirre stift på en plet på gulvet (for ikke at komme til at hyle, at forstås..).

Kl. 11. går det løs i morgen. Kunsten for mig bliver, at opføre mig som “et voksent menneske”. Som voksen, kan man det der med at “tage sig sammen”. Så er man også i stand til at tænke på, at det sådan set er en glædelig begivenhed. At man rent faktisk er kommet for at blive mor, og at det er barnet det handler om. Barnets bedste. Derfor ved jeg, at jeg ikke er rigtigt voksen endnu. For det kan jeg ikke. Det eneste jeg har lyst til er at råbe, som jeg engang så en gøre i “De Unge Mødre”: JEG VIIIIIIL IKKEEEEEE ALLIIIIGEEEEVEEEL!

Ps: Heldigvis har jeg prøvet det før, og derfor ved jeg, at det nok skal ende lykkeligt. Det gjorde det sidst, i det øjeblik der blev slået knude på syningen. Ikke et sekund før. Men SÅ kom glæden, sommerfuglene, lykken og trangen til chokolade igen!

Hvordan turde jeg overhovedet det her?!