Businessbørn er so last year!

Af og til har jeg leget lidt med tanken om at kyle enten Krabaten eller Kongen ud af vinduet. Eller begge to. Eftersom vi bor i et et-plans hus, virker tanken ikke så forkert. Og slet ikke så forkert, som at kyle dem hele vejen til Herlufsholm Kostskole. Det var, hvad massevis af forældre gjorde, i et program det lykkedes mig at se forleden (tv-tid er en mangelvare her!). Programmet viste 11-årige børn klædt som businessmænd, lagner og senge der skulle ordnes til perfektion (INGEN folder!) og stilhed. Den slags stilhed, kun de færreste forbinder med børn.

Forældrene brugte argumenter som: “Mit barn skal ikke være afhængigt af mig, men kunne klare sig selv” eller “jeg har simpelthen ikke tid til at tage mig af mit barn. Det tillader karrieren ikke”. Var gentagne gange ved at få smoothien galt i halsen. Særligt, når man så de alt for stille børn tusse rundt på de alt for store gange i alt for pænt tøj og med ansigtet i alt for voksne folder. Uanset hvad, der lægger til grund for et sådant ophold, så fatter jeg det ikke. Og uanset hvor openminded jeg forsøger at være, så kommer jeg heller ikke til det. Det er synd. Synd for børnene, der vokser op uden forældre som primære omsorgspersoner og synd for forældrene, der på papiret er forældre, men til hvem?

Helt seriøst, ville jeg ikke engang selv være i stand til at rede en seng så fint. Jeg er heller ikke interesseret i, at Kongen og Krabaten kommer til det. Autoriteter i overdreven grad, er jeg heller ikke god til. Det håber jeg faktisk heller ikke, at Kongen og Krabaten bliver. De behøver heller ikke sidde med skoleopgaver op til panden. De behøver at være børn.