50% julestemning

Jeg ELSKER december! At bage julekager, pynte op og hygge med tændte lys og æbleskiver. Sne gør kun det hele endnu bedre. Ligesom adventsgaverne gør det. Og al den fede mad. Det bedste er næsten at man, når man har børn, kan bruge dem til at skjule sin barnlige begejstring. F.eks. for at suse ned af en sneklædt bakke i fuld fart.
I går stod den på kælketur. Gemalen og jeg var ellevilde! “Se, se, det sneeeeer!”. Og børn elsker jo at kælke, det ved enhver. Kælken blev fundet frem, Krabaten røg i barnevognen og Kongen blev sat i kælken. Det gik rigtig fint. I hvert fald ud af indkørslen. Derefter råbte han af lungers fulde kraft: “Mig vil hjeeeeeeem!”. Gemalen og jeg overvejede at tvinge ham med på kælkebakken og begyndte da også med: “Giv det lige en chance, det er SÅ sjovt, der er mange børn, måske er der nogen fra vuggestuen og du er jo en stor dreng og ALLE elsker at kælke!”. Nej. Slukørede traskede vi hjem igen. Humøret blev højnet af en sneboldkamp, hvor Kongen ihærdigt opildnede sin far til at gå amok med katapult af sneskovl.
Mens begge drenge sov, forsøgte jeg at kaste lidt julepynt op her og der. Glædede mig til at se Kongens reaktion – gerne sådan en a la: “Kongens øjne strålede og funklede ved synet af den fint pyntede stue”. Niks. Nu var det måske heller ikke så fint, men det eneste der begejstrede var “gederne”, og ellers blev det meste samlet sammen, for derefter at ende i forskellige hjørner. Konsekvensen deraf er, at julepynten er skåret ned til bløde og legevenlige ting. Derfor er det dumt at have en af de der “ryst-og-det-sner”-dimser stående på gulvet i en pose. Heldigvis var den da i en pose, og heldigvis var den alligevel grim.
Er spændt på at se, om det lykkes mig at få Kongen i den rette julestemning, eller om manden og jeg desværre ikke er der endnu, hvor vi kan undskylde diverse jule-barnligheder med, at det er for børnenes skyld (ja, Krabaten giver selvsagt sig selv. Forventer ikke andet end god nattesøvn fra hans side af…så må julestemningen komme senere!).
Hvor gamle er børn, når de bliver grebet af total jule-kuller?! Lad det være snart! 🙂
Iiih hvor dejligt at høre at jeg ikke er den eneste der har julekuller 😀