Min ven, mascaraen

Hver morgen camouflerer jeg mig bag en maske. En maske af makeup. Det har jeg gjort så længe, at det er blevet en vane, som ikke sådan er til at lægge fra sig. Et afhængighedsforhold, kan man sige. En dag tog jeg mig sammen (eller ok, jeg kom for sent op..), og tog på arbejde uden mascara på. Når man sådan ca. 20 gange (mindst) i løbet af en dag, så bliver spurgt om, hvad der er sket? Om man er træt? Hvorfor man ser anderledes ud? Finder man ud af, at man tilhører kategorien “os der bruger makeup, fordi vi er nødt til det”. Nu er jeg mor til to, og har dermed fået et endnu tættere forhold til min mascara. Nogen gange kan den (næsten) viske nattens uroligheder væk. Næsten. Og helt seriøst – den her mascara er vanvittigt god.

Fra Loreal, i øvrigt…