Ok, så venter vi

Drengen skal ikke tvinges. Man tvinger jo ikke en stakkels lille snart tre-årig dreng til at se en film med hurtigtflyvende og kække flyvemaskiner. Desværre. Når nu Manden og jeg havde glædet os, fyldt posen med slik og chokolade til overpris og dertil mit livs dyreste flaske vand. Kigget på klokken mindst hundrede gange op til.

Det gode er, at vi nåede at se den første time. Det mindre gode er, at Kongen i den time nåede tre toiletture og tre forskellige sædebyt.

Så hvis nogen liiiige vil være så venlig at fortælle, hvad “flyvemaskiner” ender med….????

Hvad med at vi sagde, at man kun skal betale for den tid, man reelt set befinder sig i en bio-sal?! Tænker kontrollør og skranke når man går ud. Ellers kan jeg da godt se, at jeg ender med at få ufatteligt lidt for mine penge.

 

IMG_2036Find Holger i biografmørket.

   

Når det næsten regner

I Kongens rette element er der højt til loftet. Der er sus og sansning. Sving og sand. Der er blødt og hårdt og plads. Der er luft. Og så er det som som, at de der grænser, som kan gøre ham så edderspændt, er lidt færre. Eller nemmere at omgås. Udenfor. Kongens absolut største problem er, at han allerhelst løb nøgen rundt. Gav vi ham lov, ser jeg for mig, hvordan han uanset vejr og vind ville spæne rundt, synge “Der er ingen bånd der binder mig…” med snottet løbende fra næsen. Fordi det er for koldt til den slags. Og fordi formaningerne om, at han ender som “Nej-grisen” i Richard Scarrys bog, hvis han ikke tager tøj på ikke virker, “tvinger” vi ham.

Med en dreng som Kongen i huset, kan sådan et efterår/en vinter altså blive temmelig lang. Og fuld af ret meget snot. Mange delvise brydekampe om, hvorvidt det er vejr til t-shirt eller flyverdragt. Redningsbælte eller regntøj. Forleden dag, var det pænt meget vejr til regntøj. Ikke fordi det egentlig regnede, men fordi Kongen var i humør til at prøve sit nye regntøj fra Reima. I samme ombæring kunne Krabaten også lige så godt prøve sit. Med to drenge i regntøj, fik Manden hurtigt den idé, at hvis regnen ikke ville komme til os, måtte vi skabe den selv. Godt hjulpet på vej af haveslangen. Måske også fordi han var en anelse træt af at høre mig snakke om at: “Reima er funktionelt tøj….børn i bevægelse…god kvalitet….det bedste…slidstærkt…blablabla…bevægelsesfrihed….”. Det skulle testes!

Basta bum. Oplagt legemulighed kombineret med seriøs omgang vandtest. Og sådan gik det til, at Kongen og Krabaten blev plantet i en bunke efeublade og spulet af storgrinende far, som blev så grebet af vandlegen, at han nærmest omdannede terrassen til soppebassin. På trods af vandlegens vildskab og timelange varighed både forløb, og endte, det hele godt: To glade og aldeles tørre drenge, med lune fusser i forede gummistøvler og regnen dryppende fra en sydvest, som Kongen i øvrigt bruger dagligt. Udover at holde hovedet fri for regn, har den nemlig den glimrende egenskab, at den kan bruges som brandmandshjelm. Siger Kongen.

IMG_5330IMG_5325IMG_5341IMG_5346IMG_5361

 “Vores primære fokus har altid været at passe godt på næste generation. I alle elementer af vores drift investerer vi i børns velvære og bæredygtige løsninger. Derfor tilbyder vi vores kunder valuta for pengene ved at producere pålidelige og holdbare højkvalitetsprodukter.” Citat http://www.reima.fi/da/firmadansk/reima-strategien

Regntøjet og sydvesten (som i øvrigt holdt drengene 100% tørre, selvom de blev udsat for far med haveslange) kan købes her: www.reimashop.dk

 

 

 

Stop madspild…

…NU!

I denne uge har vi emneuge om “Genbrug og miljø”. Fantastisk emne. Og det siger jeg ikke kun, fordi jeg selv var i planlægningsgruppen, men fordi det er toprelevant, nødvendigt og aktuelt. Mit værksted handler om “Stop madspild” og det er på én gang spændende og skræmmende viden, jeg har fået ud af det. Nok mest skræmmende. Jeg er i hvert fald allerede her på førstedagen blevet besat af tanken om at genbruge alt, og er ikke længere i stand til at kassere mad, som intet fejler. Dog er jeg nok ikke der endnu, hvor jeg frivilligt vil spise filodej med knuste kammerjunkere, gulerødder og mozzarella, som var en af de retter de ivrige og ret så opfindsomme elever fik kreeret i dag. I “Stop Madspildets” navn.

For helt seriøst: Den samlede danske mængde madspild ville kunne brødføde 1 mio. mennesker og gøre en gennemsnitlig familie 10.000 kr. rigere (jep, så mange penge smider vi i skraldespanden). For meget mere nyttig – og skræmmende – viden, tjek www.stopspildafmad.dk.

Nu! Og smut så lige ud i køleskabet til restegilde…

Foredrag

 

   

I tøjets tegn

Min familie og jeg er så heldige, at vi er blevet tilbudt at være Reimas danske testfamilie. Næppe overraskende, at jeg valgte at sige ja. Det betyder, at jeg i indlæg jeg alligevel ville have fundet på at skrive, vil nævne børnenes tøj og derudover vise lidt billeder af det. Og Kongen og Krabaten selvfølgelig. Jeg håber ikke det vil skræmme jer væk. Jeg synes faktisk I skal blive.

image002

 

 

Parcelhusglad

Jeg er parcelhusglad. I et rødt et af slagsen, med hvide træ/alu-vinduer og bøgehæk. Med legehus, gyngestativ, trampolin og sandkasse. Bålsted og to terrasser. Med stue, køkken, børneværelser, kontor, bryggers og gang fordelt på 132 km2. 132 dejlige km2 endda. Efter lidt startvanskeligheder som vægge, der nægtede at blive spartlet plane, døre, som bare ikke ville 100% af med deres originale lyserøde farve, og en halv stue med brune (på den knap så fede måde) mursten er vi kørende. Gemalen har med masser af iver forsøgt at rette op på de ting, som vi gerne ville have rettet op på, og de gange intentionerne har været bedre end håndværket, har han skaffet professionelle folk til at udbedre skaderne.

Kort sagt, er vi vanvittigt parcelhusglade. Parcelhuset, en del af den danske kulturarv, er det sted, der skal danne rammen om livet hos FamilienDanmark. Fordi vi elsker flagstængerne, trailerne og campingvognene. Duften af grillede pølser og nyslået græs. De lokale og det lokale. At kunne bruge og smage på ordet lokal.

Vores ønskelister har med parcelhuset ændret karakter fra “ansigtsrens og tøj” til “tag”. Bare lige et stille og roligt nyt tag. Flotte, sorte tegltagsten. Hvis vores familier læser med, så bare klik på  http://www.monier.dk/tagprodukter/tegltagsten/nova.html og bestil. Det behøver ikke at kunne byttes. Og kan man samle på tallerkener, kan man vel også samle på tagsten. Det er prikken over i’et vi taler om!

Børnehavesej

Børnehaven er sej. Det siger Kongen. Han startede i august, men har haft jordens længste indkøring, pga. brækket ben og deraffølgende korte dage. Nu er han på “fuldtid” og han elsker det.

Børnehaven har lært ham, såvel som os, mange ting:

– Man må ikke snakke med mad i munden (den arbejder jeg stadig lidt på selv…)
– Alt kan være dumt. Generelt set, kan ordet ikke bruges for meget.
– De voksne i børnehaven har ret. Og bestemmer. Også uden for børnehavens åbningstid.
– Der er pirater og hajer hvor som helst og når som helst.
– Man skal ALTID være beredt på en skudduel. ALTID.

Og så siger de i børnehaven, at Kongen faktisk kan en masse ting. På egen hånd. Han kan f.eks lege rigtig meget og rigtig godt uden voksenopsyn. Nu skal jeg så bare også lære, at det er rigtigt nok. Jeg tror lige jeg pakker ham ind i vat først.

   

Krabaten 9 mdr.

Krabaten er 9 mdr. Plus det løse (har fødselsdag d. 21. 11). Det er vist sådan noget, der kræver en opdatering.

Krabaten på 9 mdr. er:

– Vildt glad

– Vildt hurtig til at komme rundt (at kravle “rigtigt” er so last year. Innovativ som han er, har han opfundet sin egen stil, som han krampagtigt holder fast i…)

– Vildt glad for grød og modermælkserstatning

– Vildt ikke-glad for at drikke af en rigtig kop (sutteflaske eller tudkop er da også langt mere komfortabelt. Og hvorfor bevæge sig ud af sin comfortzone…)

– Vildt meget rund i hovedet (går pt. under navnet “Rulle-Kugle-Ole her hjemme)

– Vildt glad

– Vildt god til at gå i vuggestue (“den dreng er nysgerrig – vi kan næsten ikke holde styr på ham”, som de siger)

– Vildt glad

– Vildt meget en tykkere udgave af sin storebror (dog med større hårpragt – og det er vigtig viden, hvis man skal udpege hvem, der er hvem, på babyfotos)

– Vildt udfordrende at køre bil med – særligt, hvis man kører dårligt med en sirene i baghovedet…eller, hvis man er typen, der bliver køresyg af, at vende sig om jævnligt

– Vildt meget det, der skulle til, for at fuldende drømmen om mand, kone (???!!!), to børn, parcelhus and all that shit

– Vildt glad

IMG_1962

Jeg gør mig stadig ikke så meget i billeder på bloggen, så følg mig hellere på Instagram (bettinalk).

 

Mig, damen

Frikvartersbillede. Jeg er gårdvagt i zone B (ja da, vi har zoner). Defilerer ned til min klasse, og er ikke sen til at svare “ja” til en invitation til “hop over bold”. Det er jo netop en af bonusserne ved jobbet – at man i ny og næ får lov til at lave de ting, man selv elskede som barn (en anden yndlingsbeskæftigelse er at få lov til at skråle med på “Ferie, ferie, ferieeee! Slap nu af, du har fri…”, være klædt ud, lave julehygge, spille banko, spille rundbold…). Hvis jeg selv skal sige det, er jeg stadig ok til gamet. Lige indtil det øjeblik, da en lille lyshåret fyr udbryder: “Nøøøj! Det er første gang jeg ser en DAME spille “hop over bold!”.

Selvtilliden led et knæk. Og han og jeg fik en lille snak om, hvornår man er en dame. Mest om, hvornår man ikke er 🙂

Elev-læsere

Det måtte jo ske, at min “næsten-anonyme-og-så-alligevel-ikke”-blog blev “opdaget”. Alligevel blev jeg ret overrasket, da jeg fandt ud af, at bloggen også har en fast læser på 15. En dreng, ovenikøbet. Så kom ikke og sig, at Blogland kun er for piger…

   

Ligestilling til husbehov

Jeg kan godt lide at sige, at jeg går ind for ligestilling. Og det gør jeg jo også. Men lige nu, hvor jeg efter lang tids “pause” er tilbage på arbejdsmarkedet, ville jeg uden tøven råbe “MIIIG!”, hvis nogen råbte: “Hvem melder sig til at gå hjemme?”. Jeg ville gladeligt hente børn tidligt, stå klar med danpende varme boller, vaske hele familiens tøj og klare samtlige indkøb. Bare lige et par år, mens jeg rent faktisk har børn, som nyder at være hjemme. Børn, som nyder at lege formiddagen væk i en tryg institution med små mennesker som ligeværdige med- og modspillere. Og som derefter sætter pris på at komme tidligt hjem, til knus, kram og nærvær. Lad bare Gemalen arbejde. I ligestillings navn.

Jeg arbejder!

Ja, jeg gør. Arbejder. Og jeg skulle hilse at sige, at det ikke er nemmere at vende tilbage fra en barsel anden gang. Heller ikke selvom jeg tilfældigvis har en ret god arbejdsplads, med ret søde kolleger, ret søde elever og ret hyggelige omgivelser. Det er jo stadigvæk ikke mine egne børn. Vrææææl!

Ét brækket ben…

…er helt klart bedre end to. Men så er der vist heller ikke mere positivt at sige om den sag. Det er i øvrigt Kongen, der har tilbragt et par drønvarme uger, med højre ben i gips. Otte dage tilbage ud af fire uger. Y.E.S. Patienten selv, klarer det heldigvis langt bedre end mig. Han ynker ikke, beklager sig aldrig eller er ærgerlig. Det klarer jeg så til gengæld på hans vegne. For det ER da forfærdeligt ikke at kunne køre på løbecykel, hoppe på trampolin, lege med vand og løbe. Skulle hilse at sige, at der har hobet sig en god portion energi op efterhånden….