Pennevenner

Hvad blev der af det med at have pennevenner?! Da jeg peakede som penneven havde jeg 15 stk. (!). Norge, Danmark, Østrig, Hong Kong, Italien. Andre har jeg sikkert glemt. Det var stort set umuligt at holde styr på, og svært at skelne de forskellige fra hinanden. Det resulterede ofte i latterlige spørgsmål fra min side af, og dybt uinteressante breve. Havde jeg ikke en legeaftale, skulle jeg hjem til mit lille postkontor, og de fleste breve tog laaang tid. Var de på engelsk, betød det opslag i “Gyldendals røde ordbog” og uanset hvad, skulle der pyntes med tusser, klistermærker og tegninger. Et stort arbejde, men hvor var det bare hyggeligt, at få så mange håndskrevne og brevpapirsduftende breve. I dag får jeg ingen, og konvolutter er lig med regninger og uinteressante barselsoplysninger.

De fleste pennevenner holdt ikke længe. Med en enkelt, blev det kun til en enkelt brevveksling. Han så et billede af mig, og skrev aldrig igen (ta’ den, teenageselvtillid!). En anden holdt ved i mange år. Vi så hinanden i 7. og 9. klasse, og jeg er sikker på, at det ikke bliver sidste gang. I dag har vi sporadisk kontakt på Facebook og takket være hende, har jeg flere kasser fyldt med barndomsminder, teenageproblemer, stjerner og hjerter. Og smileyer, ej, at forglemme. Postkontoret er for længst pakket væk. At være nogens “penneven” et fjernt minde. Og så alligevel ikke. “Pennevennen” er støvet af og har fået en højtryksspuling. De regnbuefarvede breve erstattet med “Times New Roman”. Blogging is tha’ shit!

    Newer posts