Capri tur/retur

Spiste pasta a la Mama Bente i går. På den italienske restaurant Capri i Odense. Med tre gamle studiefæller, hvoraf den ene er min gode veninde. Restauranten er hyggelig, sydlandsk stemning, tørresnor i loftet, sokker, g-strenge og plastikplanter. Prikken over i’et bestod af to italienske mænd med guitarer og sprøde sangstemmer – og øjensynligt en temmelig dårlig hørelse. Det var i hvert fald svært at tale sammen når de stod omkring bordet, hamrede i guitaren og frembragte associationer til vinduer i højden, ulykkelig kærlighed og bejlende mænd. Kunne godt have været foruden den del af det, som handlede om, at vi skulle akkompagnere dem i et portugisisk nummer. Det er fysisk umuligt at udtale det sprog korrekt. Og jeg var egentlig heller ikke kommet for at synge. Nærmere snakke. Og spise. Aftenen sluttede brat, da jeg modtog sms fra Manden, i stil med dette: “Krabaten har skreget i over en time. Jeg har glemt at handle ind til den kage, som jeg skulle bage til det “mødregruppe + mænd” hygge vi skal til i morgen formiddag. (Billede af pistol) KAPOW!”. Da trak jeg stikket, missede en tiramisu og forsvandt ud i aftenlivet i min stationcar, målrettet mod mit parcellos.