Kongen har fået en ny titel. Nu er han ikke bare søn og storebror, men også cyklist. Og mor er stolt. Vildt stolt.

Han fik en Puky løbecykel da han var 1 1/2 år gammel. Stavrede stift rundt med den de første par gange, for derefter at fare afsted som en anden djævel. Herefter fulgte måneder, hvor man skulle frygte, at han stak af. Han accelererede hurtigere end de fleste, og når han susede afsted med sit lille, strålende dunede hoved, medførte det store smil og masser af kontakt.

I efteråret fik han en cykel med støttehjul, som han først kastede med i vrede og en time efter susede rundt på. Den blev i øvrigt aldrig en succes. For et par uger siden fjernede jeg så støttehjulene. I nysgerrighed. Han cyklede i første forsøg. Ingen styrt, ingen kosteskaft.

Jeg synes, det er sejt. I særdeleshed fordi jeg selv først cyklede i skolealderen. Benhård træning og løbende far. Og så er det så, jeg endnu mere tænker, at løbecykler er en fantastisk opfindelse. Og at det er skørt, at den lille tosse til Krabaten nægter at sætte sig op på en. Foreslår vi det, ryster han på hovedet med glimt i øjnene og et skævt smil om munden. Tydeligvis ikke ligeså begejstret som jeg. Endnu.

20140619-224230.jpg