Den geniale drillenisse

Hr. Nissevis var virkelig velkommen her. Mest fra Gemalens og min side af. Vi gik ret meget op i, at vi skulle have en ægte drillenisse boende en dag:

Mig til Kongen: “Glæder du dig til at få Nissevis med hjem?”

Kongen: “….”

Mig:”Bliver det spændende at se, hvad han finder på at lave, fniiiis?”

Kongen:”….”

Mig:”Ja altså, jeg glæder mig ret meget til at få ham med hjem!”

Kongen:”Prøv lige at se der!”

Mig: “Bliver det ikke bare spændende, hva’, hva’, hva?!?!”

Kongen:”….”

Og det blev spændende. Hr. Nissevis tryllede både lyserød og blå mælk, holdt havregrynsfest i sofaen med lysende snemand og plysset julemad, fyldte en skål med julekage og grødris til sig selv, viklede Kongens værelse ind i toiletpapir, fyldte vinterstøvlerne med klementiner, åbnede låger i Kongens julekalender og holdt nissenattefest med Kaj og Andrea og masser af julekager på Kongens værelse. Og nårh ja, så sluttede han af med at skrive et “M” og et “V” med lyskæden udenfor, for Kongen og Krabatens navne. Gemalen og jeg gik – meget vant – i barndommen igen, og brainstormede over “nisseløjer” inden Nissevis’ besøg. Ok, vi blev ret grebet af det, og begejstringen fik ny energi, hver gang vi så Kongens overraskede ansigtsudtryk og måbende mund.

Fremragende at Krabaten skal gå i samme børnehave som Kongens engang. Så kan vi pt. se frem til ca. fire år mere i hr. Nissevis’ selskab. Det bliver nisse-mig sjovt.

Status: Julen 2012

Og det var så den jul. Første jul som mor til to, og dermed første jul, hvor jeg har spist så lidt. Nåede det simpelthen ikke. Eller også glemte jeg det. Ammehjernen, I ved. Og nu må det være på sin plads med en liste. Et tilbageblik på julen 2012.

Julen 2012 blev julen hvor:

1: Maven var tyk. Og udspilet. Allerede inden mødet med andefedt. Øv.

2: To hårnåle og lidt streg betød: At have gjort sig klar til julefrokost.

3: Det “festlige” tøj var plettet – hjemmefra.

4: Jeg havde keramikørenringe og halskæde på. Ergo – jeg havde fandeme gjort noget ud af mig selv! (skulle få fokus fra ammevenligt/gabende kedeligt og plettet tøj).

5: Jeg stiftede bekendtskab med ris a la mande i pølse. Til aftensmad. Der er jo ris i, og…fløde.

6: Kongen begyndte sit had til bløde pakker: “Anden pakke nu!”

7: Jeg derfor forsøgte at tiltuske mig flere gaver ved at “befri” ham for de bløde.

8: Juletræet væltede og medførte irriteret far, stresset Gemal og dobbelt-spurtende Konge.

9: Gemalen og jeg gik meget op i julebelysning, og flere gange tog til centrum for at sige “nææææh” med Kongen og Krabaten. Uden for butikkernes åbningstid.

10: Jeg blev lige så glad for en håndstøvsuger og en stavblender, som jeg gjorde for Casio uret, keramikørenringene og Kählerfadet.

11: Jeg skålede usandsynligt meget – i vand.

12: Gemalen og jeg sang “På loftet sidder nissen” – på repeat.I stationcar, mens vi kørte rundt for at jagte julelys.

13: Krabaten gjorde lort mere naturligt end det i forvejen er. Også selvom det var på gulvet – eller vores ben/tøj/sengetøj/sutsko…Bare liiige en klud.

14: Vi ikke nåede/orkede at tænde for adventslys, kalenderlys, julekalender og “Alene Hjemme”.

15: Kongen blev forelsket i en Duplo lastbil og Krabaten i lys. Sidstnævnte var blevet gladere for en standerlampe end en Wheely Bug.

16: Gemalen blev skuffet over de sko, jeg i ren feberredning gav ham, fordi jeg selv syntes de var pæne, omend lidt til den feminine side. “Årets gavehit”, kaldte ekspedienten dem tilmed.

17: “Feberredning” generelt blev et kliché-ord.

18: Gemalen og jeg hyggede os. Helt ekstremt meget, faktisk. Kyssede på den der måde, som af og til forsvinder mellem bleskift og spisetider.

19: Gemalen og jeg skiftevis var ovenud stolte og lykkelige forældre, og febrilsk bladrede i Lola Jensen bibel.

20: Vi pludselig havde en dreng med forståelse og én uden, en rigtig familie, og skulle have det hele til at gå op med julefred, rutiner, komsammen og traditioner og snak om “vi er sådan nogen der….når det er jul”. Næsten som at spille Tetris.

 

Jul i provinsen

Julefreden er, i min familie, ikke noget der “sænker sig”. Julefreden er noget der kommer og går. I intervaller af 15 min., plus/minus. Således holdt vi jul, en børnevenlig en af slagsen, med hensyntagen til Lola Jensens gode råd til småbørnsfamilier. Kongen er som en fri fugl – han kan ikke være til på lidt plads. Og eftersom min mor har plastret huset til med rødt og guld, led Kongen i starten af åndenød. Han baksede rundt, tog spurtture og pillede ved alt det, der så mest skrøbeligt ud. Pulsen peakede, da juletræet pludselig væltede, og efterlod gulvet i et virvar af kugler og lametta. Det skal tilføjes, at det ikke var Kongens skyld.

Kl. 17 blev Weber-anden indtaget og derefter hurtigt videre til ris a la manden. Der var mandel til Kongen, men ingen havde husket at sætte ham ind i konceptet omkring den, så han åd rub og stub, og lavede koblingen: “Jeg får en gave, fordi jeg har spist ris a la mande”. Derefter juletræ og sang. På utraditionel vis, akkompagneret af julemusik på anlægget (camouflerer vores knapt så sprøde stemmer…) og en mor med pandelampe. Hun syntes det var svært at se teksten. Må hellere indskyde, at de ikke hedder Krumborg til efternavn. Jeg bliver selv i tvivl nogen gange. Kongen gik så fint om træet med gemalen i hånden, jeg slæbte rundt på stor Krabat i stram julemandsdragt, og midt mellem skæve toner og tilbageholdte grin, hørtes Kongens engleblide nynnen.

Kongen og Søster delte gaver ud, så lædersofaen og stuebordet tilsidst var dækket af gaver i alle afskygninger – fra farverigt papir med metallic-bånd til Remapose med gaffatape. Efter at have leget lidt med årets gavehit – en Duplo lastbil – blev Kongen puttet. Med lastbilen, selvfølgelig. Herefter gav vi os i kast med “bjerget”. For mit vedkommende, er den del altid forbundet med spænding. Havde som teenager store problemer med at tøjle skuffelsen. År i træk, udvandrede jeg i protest fra stuen, efter at have modtaget gaver som f.eks.; en printer. Det gør jeg ikke længere. Den barnlige skuffelse, den lever dog stadig. Heldigvis, slap jeg for dens grimme fjæs i går. Sagde “næææh” og “iiiih” og “tak”. Og blev lige så glad for Casio-uret som for håndstøvsugeren.

Man er vel mor. Og træt af krummer.

Men den kom…

…julestemningen! I sidste sekund. Og det er dagen, hvor jeg har tænkt mig at svælge i andefedt og brunede kartofler. Og falde baglæns ved synet af stuebordet med havregrynskugler, chokolade, kaffebønner, peanuts, flæsk, konfekt, cognacbønner – you name it! Min mor har aldrig gået op i sund livsstil, og gælder det jul, er hun MEGET langt fra less is more. Ikke kun hvad angår mad. Der er sprunget en julebombe i huset, som har efterladt sig et spor af kravlenisser, porcelænsrædsler, julekugler og rensdyr. Juletræets grene giver sig ved tyngden af hjemmelavet pynt, lametta og musetrapper. Min far hjælper, hvor det er nødvendigt. Og ryster på hovedet i det skjulte.

Rigtig glædelig jul til jer alle! Håber I får en skøn aften. Skovl ind, skrål med på de høje toner og flå papiret af gaverne, for pokker, for i aften er det ok. Mådehold er i dag et fremmedord. Det var også det jeg sagde til mig selv de år, hvor jeg som barn spiste til jeg brækkede mig…..

…Mine forældre har hund. Kun én, dog.