Stop madspild…

…NU!

I denne uge har vi emneuge om “Genbrug og miljø”. Fantastisk emne. Og det siger jeg ikke kun, fordi jeg selv var i planlægningsgruppen, men fordi det er toprelevant, nødvendigt og aktuelt. Mit værksted handler om “Stop madspild” og det er på én gang spændende og skræmmende viden, jeg har fået ud af det. Nok mest skræmmende. Jeg er i hvert fald allerede her på førstedagen blevet besat af tanken om at genbruge alt, og er ikke længere i stand til at kassere mad, som intet fejler. Dog er jeg nok ikke der endnu, hvor jeg frivilligt vil spise filodej med knuste kammerjunkere, gulerødder og mozzarella, som var en af de retter de ivrige og ret så opfindsomme elever fik kreeret i dag. I “Stop Madspildets” navn.

For helt seriøst: Den samlede danske mængde madspild ville kunne brødføde 1 mio. mennesker og gøre en gennemsnitlig familie 10.000 kr. rigere (jep, så mange penge smider vi i skraldespanden). For meget mere nyttig – og skræmmende – viden, tjek www.stopspildafmad.dk.

Nu! Og smut så lige ud i køleskabet til restegilde…

Foredrag

 

Mig, damen

Frikvartersbillede. Jeg er gårdvagt i zone B (ja da, vi har zoner). Defilerer ned til min klasse, og er ikke sen til at svare “ja” til en invitation til “hop over bold”. Det er jo netop en af bonusserne ved jobbet – at man i ny og næ får lov til at lave de ting, man selv elskede som barn (en anden yndlingsbeskæftigelse er at få lov til at skråle med på “Ferie, ferie, ferieeee! Slap nu af, du har fri…”, være klædt ud, lave julehygge, spille banko, spille rundbold…). Hvis jeg selv skal sige det, er jeg stadig ok til gamet. Lige indtil det øjeblik, da en lille lyshåret fyr udbryder: “Nøøøj! Det er første gang jeg ser en DAME spille “hop over bold!”.

Selvtilliden led et knæk. Og han og jeg fik en lille snak om, hvornår man er en dame. Mest om, hvornår man ikke er 🙂

På en eller anden gla’ måde

I går brugte jeg en hel dag på at overveje, hvordan jeg skulle slippe udenom socialt arrangement på mit arbejde. Ikke fordi jeg ikke kan lide de andre, men helt ærligt, hvor sjovt er det at komme som “årets gæst”, være udenfor alt hvad der tales om, og ikke kunne åbne munden uden at sige “gylp, baby, risgrød, nybagte boller, venindehygge, bleer…”?! Manden fablede jævnligt om at “tage ud og vise flaget” og da jeg ikke kunne komme på andre løgne, end nogen der udstillede mine børn som havende dårligt helbred eller være generelt anstrengende, så tog jeg af sted. Og ved I hvad? Det var sgu godt jeg gjorde det, for det var hamrende hyggeligt. Ejeren af et lille mejeri og bryghus var forbi med et ton ost og 100 kasser specialøl (næsten, ik’…) og derudover to timers tale. På syngende fynsk. På “hvi’vin” måden. Jeg hørte ikke et klap af hans enorme viden om ost og øl. Jeg hørte kun et overforbrug af “pis”, “æde”, “lort” og “fa’øl”, og den værste af dem alle: “På en eller anden gla’ måde”. Sidstnævnte blev brugt i overflod og i alle sammenhænge. “Ja, så tjener vi jo en del på rygeostsalat, og det er jo megt’ rart. På en eller anden gla’ måde”. “Så har jeg lavt’ slyngelstue i butikn’. På en eller anden gla’ måde”.  Aftenen lærte mig flere “don’ts” i forhold til oplæg: Tag ikke fat i din ølmave og sæt den i svingninger, snak ikke udpræget fynsk, brug ikke flere end to bandeord i minuttet, snak ikke udpræget fynsk og snak ikke udpræget fynsk. På en eller anden gla’ måde.