“Lad dog være med at få børn!” Det er titlen på en interessant kronik af Marie Louise Kjølbye. I kronikken gør Kjølbye rede for, hvordan mange forældre har svært ved at få hverdagen til at hænge sammen og finde balancen mellem job, familie og selvrealisering. Vi vil gerne være sammen med vores familie, udnytte vores uddannelsesmæssige baggrund og være den bedste i feltet, udfolde os fysisk/kreativt, pleje vores sociale liv og gøre vores børn til elskelige og livsduelige væsener. Kort sagt: Vi vil så gerne blæse og have mel i munden!

Samtidig med, at vi blæser og har mel i munden, står mange begravet i bunker af vasketøj. Og skraber indtørret havregrød af TripTrap stolen (som, lig ønsket om andre must have gadgets gør, at vi ikke kan arbejde mindre) mens vi rydder op efter den granateksplosion de fleste børnefamilier udsættes for hver eftermiddag. Fik du også pulsen op?

Med ironi giver Kjølbye et løsningsforslag til vejen ud af det stressende og gisp-fremkaldende hamsterhjul: Drop børnene! Hvis samfundet alligevel ikke er indrettet således, at det er muligt at opbygge et godt familieliv, så kan man lige så godt lade være. Derudover nævner hun, hvordan man som forælder (forsøger at) leve op til samfundsmæssige forventninger om deltagelse i forældremøder, videregivelse af normer/værdier, serveringen af sund mad, opfordringen til et aktivt foreningsliv m.m. Men kan vi rent faktisk lykkes med det, sådan som samfundet er skruet sammen, og med de rammer vi har at navigere i? I kronikken nævner hun også et tidligere regeringsudspil fra 2007: “Chance for balance”. Pågældende mundede ud i 31 løsningsforslag, som skulle lette livet i børnefamilier. Efter sigende, ligger udspillene nu og samler støv.

Personligt mener jeg, at Kjølbyes kronik er yderst aktuel og vigtig. Sammenligner vi os med andre lande, har f.eks. Holland og Belgien langt større mulighed for fleksibilitet på arbejdsmarkedet, hvilket i høj grad giver plus på familiekontoen. Mindre stress, mindre sure forældre, mindre “NEJ!” og mindre “ARGH!”. Flere glade børn og glade forældre.

Et eller andet kan i hvert fald ikke stemme. Om “det er saaaamfuuundeeets skyld” eller vores egen, ved jeg ikke. Jeg ved bare, at jeg rystet over, hvor mange forældre, der taler om det at have børn, som gav det dem samme følelse, som at have gennemført 13 maraton. På én dag. Og jeg ved også, at jeg ikke kan lide at høre på det (jeg forstår godt, at man kan have øv-dage, og at det er hårdt at have små børn. Det jeg bekymrer mig om er de hjem, hvor den tone er den altdominerende, og hvor man aldrig husker sig selv på, hvor fuldstændig sindssygt – på den gode måde – det er, at sætte mini me’s i verden. Og at man, i de fleste tilfælde, selv har valgt dem).

Billeder fra to dage, hvor det var hyggeligere end hyggeligt at bo sammen med to små drenge og deres far. Og hvor vi var gode til at nyde hvert øjeblik, havde overskud til at løse konflikter, sådan som vi helst vil løse dem og havde seriøst plus på familiekontoen. Efterårsferie, du var sgu dejlig.

Jeg er parcelhusglad. I et rødt et af slagsen, med hvide træ/alu-vinduer og bøgehæk. Med legehus, gyngestativ, trampolin og sandkasse. Bålsted og to terrasser. Med stue, køkken, børneværelser, kontor, bryggers og gang fordelt på 132 km2. 132 dejlige km2 endda. Efter lidt startvanskeligheder som vægge, der nægtede at blive spartlet plane, døre, som bare ikke ville 100% af med deres originale lyserøde farve, og en halv stue med brune (på den knap så fede måde) mursten er vi kørende. Gemalen har med masser af iver forsøgt at rette op på de ting, som vi gerne ville have rettet op på, og de gange intentionerne har været bedre end håndværket, har han skaffet professionelle folk til at udbedre skaderne.

Kort sagt, er vi vanvittigt parcelhusglade. Parcelhuset, en del af den danske kulturarv, er det sted, der skal danne rammen om livet hos FamilienDanmark. Fordi vi elsker flagstængerne, trailerne og campingvognene. Duften af grillede pølser og nyslået græs. De lokale og det lokale. At kunne bruge og smage på ordet lokal.

Vores ønskelister har med parcelhuset ændret karakter fra “ansigtsrens og tøj” til “tag”. Bare lige et stille og roligt nyt tag. Flotte, sorte tegltagsten. Hvis vores familier læser med, så bare klik på  http://www.monier.dk/tagprodukter/tegltagsten/nova.html og bestil. Det behøver ikke at kunne byttes. Og kan man samle på tallerkener, kan man vel også samle på tagsten. Det er prikken over i’et vi taler om!

Lizzie og Chokoladekat er flyttet ind nu. Det er den to-åriges værk, at de skal hedde noget så særpræget, at man ved, at man aldrig vil kalde på dem. Jeg kan egentlig ikke lide katte. Men jeg kan godt lide Lizzie og Chokoladekat. Det er Mandens projekt, og ham, der står for den fulde forplejning og opdragelse. Derfor ligger der nu en ladt vandpistol i mit køkken. Jeg har aldrig helt forstået dyrebilledespam i offentlige medier – det forstår jeg nu. Kom med på Instagram og se de små aber (læs: katte).

Jeg bor sammen med Poul Thomsen. Måske ikke den helt rigtige, men det er fandeme tæt på. I lang tid har han hentydet til, at han vil have en kat. Det udviklede sig til timers søgen efter den perfekte kat (=helt bestemt farve pels og øjne). Så langt troede jeg stadig ikke han havde tænkt sig at gøre alvor af projektet. Særligt, fordi han ved, at jeg ikke er vild med katte. Men så gik det op for mig, at jeg bliver katteejer i starten af august. Til TOOO!!!

Hvis man følger mig på Instagram (bettinalk) så ved man, at vi har besøg af håndværkere. Og at jeg skiftevis befinder mig hos andre, eller i haven. Med Kongen og Krabaten lige i hælene, selvfølgelig. Pt. kørende på dag nummer 9. Selvom “det tager bare en 4-5 dage” (det sagde de inden de startede). “Og I kan sagtens være hjemme i mens!”. Det kan man sikkert også, hvis man konsekvent ikke har brug for at benytte stue, køkken og gang, hvis man har det godt med centimetertykt spartelstøv og ikke er bange for at få kronisk malerhjerne. Eller har baby, som vil kravle i byggerod eller to-årig, som synes håndværkere, er de sejeste mennesker i verden.

Nå, men Gemalen og jeg får af og til en spontan idé. En af dem var at få børn. At købe hus. Og nu også at få spartlet og malet vægge, mens jeg holder ferie med drengene. Havde vi været smarte, havde vi gjort det for to uger siden, mens vi nød livet ved Fjellerup Strand. Men nu bliver det gjort, og det bliver SÅ godt (altså ikke fordi, at det Gemalen havde lavet da vi købte huset var direkte grimt…men rustikt, det var det i hvert fald).

Og så undskylder jeg, at jeg ikke har fået svaret på de sidste par kommentarer – det sker snart. Og i øvrigt, så elsker jeg at få dem 🙂