
Den dårlige samvittighed kommer oftere snigende når man får sit første barn. Det gjorde den i hvert fald for mig. Over brudte rutiner, og deraf følgende trist barn, eller over erkendelsen af, at det ikke altid er lige skægt at lege med rangler og bideringe. For at nævne nogen. Den dårlige samvittighed tager hårdere fat i kraven, ved ankomsten af barn nummer to. Vilkårene er ændrede og barn nummer to får ikke samme opmærksomhed som barn nummer et gjorde. Det får lov til at ligge mere selv, klynke længere tid og have knap så mange facts i barnets bog. Nogle dage, har jeg lyst til at dele mig selv på midten. Så jeg kan være hundrede procent tilstede hos begge. På samme tid. Så jeg ikke skal afbryde godnatlæsningen, for at give en sut, eller stoppe “Klappe Kage”, fordi der skal trøstes. Så jeg ikke skal sige “lige om lidt” eller “vent lige to sek.” eller “så, sååå”. Når den dårlige samvittighed får rigtigt fat, kommer tvivlen. Tvivlen på, om begge børn bliver tilgodeset lige meget, får lige megen opmærksomhed og oplever følelsen af at være lige vigtige brikker, i den her familie. I de tilfælde dukker fornuften tilsidst forsigtigt frem. Heldigvis. Fornuften, der siger, at det vi gør er rigtigt. At der er plads til begge børn, på hver sin måde, med hver deres forudsætninger, personligheder og udviklingstrin. Fornuften, der tilsidst råber, at jeg fandeme skal tage at pakke den dårlige samvittighed langt væk, i stedet for at affinde mig med tanken om, at den går hånd i hånd med livet som mor til to. Det gør den (snart) ikke her. Sgu.