Morgener og Reima-lækkerier

Vi får (alt for) meget ud af dagene her. Det kan simpelthen ikke undgås, når man har børn, som ikke sover. Jo jo, de sover da, men når man som udgangspunkt er oppe før 06.00, så sover man altså for lidt. Det positive er, at vi sjældent har travlt, selvom vi har en tidlig aftale. Det knap så positive er, at mange ting først åbner kl. 10.00, og der er evigheder til klokken bliver ti, hvis man er oppe før seks. Særligt, hvis man er tre år. Det positive er, at langsomme morgener er gode morgener. Ramasjang, leg, tumle. Det knap så positive er, at både gemalen og jeg efterhånden er ret lang tid om at vågne rigtigt op. Vi kan begge halvt i søvne hente børn ind i sengen, læse en bog og køre ræs med en traktor. Alt med lukkede øjne.

En tåget og nærmest hvid morgen forleden tog Krabaten, Kongen og jeg på tur til en af legepladserne i området. En af de ting, man uden problemer når, når man er oppe kl. 5.30. Klokken var ca. 8.30, luften var klam, men alligevel frisk og lå som et hvidt, let tæppe over landskabet. Drengene fik gynget, vippet, kravlet, grinet, grædt og skrålet, og jeg fik suset rundt, præcis som man “skal”, når man har børn med to års mellemrum, hvoraf den yngste ikke kan gå. Det var travlt, men det var på den gode måde. Lige indtil turen gik hjem, og Krabaten galede, fordi han ikke ville sidde i cykeltraileren og Kongen sporadisk galede med, fordi han mente Krabaten drillede/fordi han lige pludselig heller ikke ville sidde i vognen.

Vejret var køligt og fugtigt, og drengene havde bl.a. noget af deres Reima-gear på. Krabaten havde denne gang luffer og elefanthue på, og begge dele holdt såvel hænder som hoved varme. Lufferne har en smart lynlåsfunktion på oversiden, som gør dem nemme at give barnet på. Huen lukker tæt om ansigtet, så vinden ikke fiser ind.

Reima-lækkerierne kan købes lige her:

Elefanthue – og den er på tilbud!

http://www.reimashop.dk/Kategorier/Reima/Tilbeh%C3%B8r/Hovedbekl%C3%A6dning/Elefanthuer/Elefanthue-Starrie/p/528233-9990

Luffer – og de er også på tilbud!

http://www.reimashop.dk/Kategorier/Reima/Tilbeh%C3%B8r/Luffer%2C-handsker-og-futter/Reimatec%C2%AE-luffer/Reimatec%C2%AE-luffer-Tepas/p/517068-9990

Webshoppen er faktisk fuld af gode tilbud lige nu.

IMG_2718IMG_2719IMG_2726

 

 

 

En efterårsvinterdag

Er det egentlig efterår?! Ja, jeg spørger bare. Når jeg går rundt med jakken åben, ikke har handsker på eller stadig cykler på arbejde i tynd jakke, så bliver jeg altså lidt i tvivl. Og når man er testfamilie for Reima, så er det faktisk en anelse ærgerligt, at det ikke er isnende koldt og fuld af sne. Med sne, mener jeg selvfølgelig kun den slags sne, som ligger og glitrer så smukt når man sidder indenfor, eller som knaser og knirker når man går tur. Og som forsvinder med et trylleslag, så snart bilnøglen drejes.

For nylig var vi en tur i zoologisk have. Gemalen og jeg synes det er rigtig hyggeligt at være der. Det tror jeg egentlig også Kongen gør, men det er som om, at legepladsen på stedet, er det, der trækker mest. Det er os, der forsøger at skabe en “nøøøj!”-stemning ved at snakke om farlige og exceptionelt spændende dyr, mens Kongen mere spørger til, hvornår vi rammer legepladsen. Krabaten hyggede sig med at sidde og kigge i klapvognen, og når han nu ikke er typen, der beskæftiger sig med disciplinen “at gå uden gåvogn” endnu, vil jeg næsten også hellere have ham plantet der, end lade ham slæbe sig hen ad jorden. I hvert fald når vi er sådanne steder.

Vejret var snusket, køligt og fugtigt, men den udfordring tog begge flyverdragterne fra Reima op. Selvom Krabaten kravlede da vi – i Kongens øjne – endelig nåede legepladsen, var han varm og tør tilsidst. I nogle perioder sad begge knægte stille i klapvognen, men de havde alligevel ikke problemer med at holde varmen. Vinterstøvlerne blev i øvrigt udsat for lidt småvandpytter. Ganske problemfrit. Som tidligere nævnt, er jeg ret begejstret for Reimas overtøj. Det er jeg stadigvæk. Tingene kan finde lige her:

Kongens flyverdragt:

http://www.reimashop.dk/Kategorier/Reima/Overt%C3%B8j/Flyverdragter/Flyverdragter/Reimatec%C2%AE-flyverdragt-Simon/p/520083-6440

Krabatens flyverdragt:

http://www.reimashop.dk/Kategorier/Reima/Overt%C3%B8j/Flyverdragter/Reimatec%C2%AE-flyverdragter/Reimatec%C2%AE-flyverdragt-Omar/p/510106B-1889

Vinterstøvler:

http://www.reimashop.dk/Kategorier/Reima/Fodt%C3%B8j/St%C3%B8vler/Reimatec%C2%AE-st%C3%B8vler/Reimatec%C2%AE-st%C3%B8vle-Alad/p/569113-9990IMG_2505

 

Gemalen er et lige så stort legebarn som drengene – heldigvis!

 

 

IMG_2501

Krabaten sidder og tænker: “Årh Gud, hvor siger dyr mig bare ingenting. Hvornår skal vi på legepladsen?!”

8823417798686

Varme, vandtætte vinterstøvler med højt skaft.

 

Farvelære

Kongen elsker sin børnehave. Det gør vi sådan set også. Børnene er søde, pædagogerne er anerkendende, fagligt dygtige og engagerede, og den ligger tæt på (Krabaten går til gengæld i vuggestue i en anden by, så vildt meget får vi ikke ud af det, men alligevel…).

Ofte deler Kongen ud af den viden han har erhvervet sig som børnehavedreng. Da vi legede med noget “samle-dims” i dag lød det således: “Mor! Det her er en pigefarve, ik’!? (Rød). Mit hurtige svar blev noget i stil med, at der ikke er noget, der hedder “pigefarver”. “Jamen, det siger X i børnehaven!”, svarede han. “Det kan godt være, men det er altså ikke rigtigt”. I munden var en smøre også klar omkring, at der er noget, der hedder varme og kolde farver, grundfarver, primærfarver, tertiære farver osv., men ikke “drenge- og pigefarver”, og at jeg sådan set er billedkunstlærer og dermed ved bedst. Også noget med, at jeg kommer verbalt efter de skyldige næste gang jeg ser dem. Så vidt nåede jeg dog ikke. Men skal vi ikke bare aftale, at rød er rød, og at man ikke kan lide rød bedre/har mere ret til at gå med rød, hvis man er pige? Tak. Og så fremdeles resten af farvepaletten rundt.

Vi elsker fødselsdage!

Og det er ret heldigt. For vi fejrede Krabaten d. 21. og Kongen d. 29. Da vi sagde, at der skulle være to år mellem vores børn, mente vi det. En “misser” på otte dage er da ret godt ramt!

Vi glædede os helt vildt til Krabatens første fødselsdag. Selve dagen fejrede vi i København, med badning i DGI byen, julelys i Tivoli og overnatning på DGI-hotellet. Fantastisk. Dog skal det tilføjes, at når DGI-hotellet siger “familyroom”, så mener de det ikke. Værelset var ganske almindeligt, dog tilført drømmeseng og rejseseng. Resultat: Vi fik set en del til hinanden. Men ok, vi var jo heller ikke taget til KBH for at sove. Weekenden inden fejrede vi Krabaten for familien. Det var et rigtig hyggeligt kage/kakao-bord, men det var ikke meget vi så til fødselaren. Ganske uimponeret sov han næsten fejringen væk, og de fleste billeder af gaveudpakningen er af mig. End ikke papiret sagde ham noget. Det gjorde hans livs første kageindtag til gengæld. Sukker, fedt og kakao er mere end godkendt.

I dag var det så Kongens tur. Når man fylder tre, er der ingen fare for, at dagen bliver sovet væk, eller at mor skal åbne gaver. Niks. Fødselsdagshumøret var højt fra start. Dog med et lille dyk, da han så hvad gaven var. Eller altså, først var der vild jubel, og så forstummede hans ansigt og med grødet stemmet sagde han: “Jeg vil hellere ha’ en gravko”. Da han så opdagede en skattekiste og to kanoner trak han i smilet igen. Det seje piratskib fra Playmobil var godkendt. Heldigvis. For vi havde købt det på nettet, og jeg er for doven til at få sendt ting retur. Resten af dagen gik med hyggelig fejring i børnehaven (alt for kære piger stormede Kongen i møde med kram og kys og sang og resten af flokken hujede, gav tegninger og smovsede kage med velbehag), derefter brugte Kongen og Gemalen en del tid på at samle skibet (jeg tror lidt, at Gemalen også købte skibet for sin egen skyld. Bare en lille smule) og til slut stod den på julefest i børnehaven, med lysoptog ned til skoven og efterfølgende stuehygge. Nu er den store fødselsdagsfan gået i seng. Den anden fødselsdagsfan sidder og overvejer, at vi burde holde fødselsdag noget oftere. Hvem siger, man ikke også kan fejre de halve år?!

Der er billeder på Instagram (bettinalk). Jeg har spist så meget kage, at jeg ikke gider rejse mig op efter kablet til telefonen.