Ny sambo

Vi har fået den sødeste søde nye sambo. Ikke en au pair eller rengøringskone, men en nuttet lille egernunge. Af den sorte slags. Den lille fyr fik Gemalen, Kongen og jeg til at stimle sammen i køkkenvinduet i morges, og knipse løs, med hvert sit kamera. Kongen nøjedes med ivrigt at gentage alt , hvad der blev sagt om egernet.

På sin vis, er det min fortjeneste, at den lille fyr, er begyndt at holde til hos os. Modsat andre i huset, er den nemlig vild med mit udendørsrod. Og at jeg i ugevis har ladet pistacienødder ligge, var det, der skulle til. Hvem vidste i øvrigt, at de lever af den slags?! Af frygt for eventuelle hjertekarsygdomme hos den lille unge, har vi i stedet smidt hasselnødder ud til den. Og kan man da så lige tale om at bo i provinsen. På den gode måde. Og så var det så lige, at vi begyndte at snakke om at købe en egernkasse?!?!  IMG_0838

Skovtur

Var på skovtur i vuggestuen i dag. Et arrangement stablet på benene af forældrerådet, og tak for det. Der var bål og snobrød, og dermed både fægtende og dejgumlende børn. Deriblandt mit eget. Det ER bare ikke meningen, at man skal være én voksen til to børn – så er det nemlig svært, at hælde saft fra en en beholder, som kræver begge hænder. Eller få dej på en snobrødspind, for ikke at tale om, at få brødet bagt. Blev enig med anden mor, der var alene udsendt med to børn om, at lidt dej ikke skader. Og at det med, at dejklumpen vokser i maven er løgn og latin. Jo, det er.

Børnene fandt hurtigt ud af, at snobrød kræver tålmodighed. En tålmodighed de færreste havde. Det havde til gengæld deres forældre. Altså, vel at mærke dem, som ikke var “alene i marken”. Kongen rapsede konstant dej, indtil det lykkedes mig at ændre hans fokus gennem rugbrød. Med smør. Og sådan gik en eftermiddag med sol, legende børn og sand overalt (i bleen?!?). Med Kongen spurtende rundt på løbecykel med slænget i hælene. Eller i fuld fart ned af rutchebanen, sammen med resten af “storegruppen”. Eller fordybet i leg med lastbiler og aflæsning i skyggen af en gran. Jeg er klart med på endnu en ene-udsending når vuggestuen fejrer fødselsdag i juni! Bring it.

Jylland er Danmarks Florida

Jeg elsker Jylland. Ikke de endeløse motorvejsstrækninger, gummistøvlerne og den slatne rastepladsmad, men havet, klitterne, lyngen og det fine sand. Beroligende bølgeskvulp og frisk luft. Har netop holdt miniferie ved Henne Strand, med mine to små gutter, Manden, mine forældre og Søster. Hygge, hygge, hygge. Fik set brandbilsmuseet, Jyllands Park Zoo og Vesterhavet. Førstnævnte var klart kun for Kongens skyld. Selv har jeg sjældent sat mine ben et sted så kedeligt som der. Underholdsningsværdien steg dog, da Kongen pilede fra den ene brandbil til den anden, råbte “WOOOOOOW”, og spurgte om selv den mindste og mest ubetydelige lille dims: “Hvad er det!?”. Hvis min far tidligere har været god til at skjule, at han har manglet mandligt selskab i familien, så var han det ikke længere – han nød Kongens begejstring og at der endelig var en, der gad høre om motorerne på kampvogne (for sådan nogle bæster var der skam også).

Vejret var i øvrigt ok. Det regnede kun én gang. Det var til gengæld ret kraftigt, og selvfølgelig mens jeg havde slæbt alle mand med mod havet. Med trækvogn, spand og skovl. Da Kongen begyndte at græde over frosne hænder vendte ekspeditionen slukørede hjem. Og gentog “succesen” senere på dagen – i bil. Denne gang blæste det så afsindigt, at Kongen stadig ikke kunne komme til at lege med sandet i vandkanten, og det var så det glansbillede, der krakelerede. Glansbilleder var der ellers mange andre af på turen: Manden, der blev bidt til blods af en ged, Kongen, med is i hele fjæset og smør i håret, Krabaten, der nød at sommerhuset havde gulvtæppe, og som vippede vildt og vanvittigt, og i øvrigt konstant døde af grin, ved synet af min mor, aftengåture med Gemalen, og indforståede blikke med Søster. Jylland, jeg vil ha’ mere!

Kom sol, kom grill, kom børnehavemøbelsæt

Manden har ferie. Fantastisk. De første to dage har været dejlige, og derfor skal man lade være med at tænke: “Så øv, nu er der X dage til han skal arbejde igen”. Den var henvendt til mig selv. I går blev jagten på et børnehavemøbelsæt skudt i gang, og den er sådan set ikke slut endnu. Butikker i Odense sælger bare ikke den slags. De (børnene) kan lære at sidde på den rigtige slags. Sgu. Aftensmaden spiste vi hos god veninde og kæreste, som havde været så betænksomme at lave børnevenlig mad. Derfor var det lidt unødvendigt, at Kongen råbte: “ULÆKKERT; ULÆKKERT!”, da han fik sin mad. Han elskede den alligevel, ligesom han elskede akvariet med de gule fisk og at se min veninde lave mad: “Du skal lave mad til mig nu!”.

I dag har vi nydt legehuset, legegrillen, sandkassen og frokost i haven. Vi har også lavet den (dumme) manøvre, som hedder: “Tag-to-børn-med-i-to-forskellige-butikker-hvoraf-den-ene-ikke-har-sovet-middagslur-og-den-anden-forsøger-på-det”. I eftermiddags kom gode venner med sød datter på besøg. Kongen og datteren gik på opdagelse, “grillede” og grinede, og var så søde sammen, at det halve kunne være nok. Gasgrillen sørgede (næsten selv) for lækker aftensmad og så kan man vist heller ikke bruge to feriedage bedre., vel?!

Bvadr

Manden har opdaget en ny side af sig selv. På sin vis lidt spændende i en alder af knap 27 og samtidig overraskende. Den nye side kan vi kalde: Irriteret temperament. Pt. går Gemalens “irriteret temperament” hånd i hånd med (og det skal råbes…): “ULÆKKERT, ULÆKKERT!”. De ord, selvfølgelig ikke bare råbt én, men gentagne gange, kommer ud af Kongens lille, fine overbidsmund, hver gang vi skal spise. Tag nu f.eks. i morges:

Manden: Vil du have franskbrød eller yoghurt til morgenmad?

Kongen: Yoghurt med cheerios…

(Manden stiller morgenmaden på bordet….)

Kongen: “ULÆKKERT, ULÆKKERT!”

Manden: Det er bare yoghurt med Cheerios…lige som du sagde, du gerne ville have…

Kongen: “Det er ULÆKKERT, ULÆKKERT!”

Manden: (Nu anstrengt mine): “Det er bare yoghurt, og det er det der er.”

Kongen: “DET ER ULÆÆÆÆÆÆKKEEEEEERT!”

Herefter udspiller sig det scenarie, som hedder “slå-ske-i-skål-og-kast-hvad-du-kan-nå-at-kaste-før-far-konfiskerer-skål-med-indhold”. I det tidsrum der går, fra Kongen starter på sit show, og til han langsomt overgiver sig til, i det her tilfælde, mad han godt ved han kan lide, er Gemalen ved at eksplodere i forsøget på at holde de værste udbrud inde. Det er egentlig ok interessant at være tilskuer til. Altså, på de dage, hvor jeg ikke også selv har problemer med at gennemføre en nogenlunde anerkendende pædagogik.

Nærmest al mad er, ifølge Kongen, ulækker. Bortset fra brød med smør eller rugbrød med leverpostej. Og agurker. Kage og andet sødt, ej at forglemme. Sidstnævnte får han dog ikke i hverdage, så det er ikke det, der brødføder ham. Lige nu banker jeg hovedet ind i væggen, mens jeg messer: “Det er en fase, det er en del af knægtens udvikling, det er snart overstået”. På en måde, er rugbrød med leverpostej vel også varieret kost, hvis jeg nogen gange putter smør under, og andre gang ikke?!

IMG_0749

I Kerteminde har de is – og de er IKKE ulækre!