Julestemning og moderne nisser

Hvor er julestemningen?! Jeg spørger bare. Vi har ikke juletræ, ikke særlig meget pynt, har ikke set julekalender eller hørt særlig meget julemusik. Sådan har det været de sidste par år – julestemningen rammer først når tænderne sættes i andelåret. Troede billetten til julestemning var børn. Sådan er det ikke gået her – endnu. Vi snakker om nisser, gaver og juletræer og Kongen får et stykke skrammel hver dag. Forsøger vi at synge julesange bliver vi stoppet: “Ik’ sådan!”. Bortset fra “På loftet sidder nissen” – efter at have sunget den ti gange i træk, er vi blevet gode. Kan endda lave en sjov og lang slutning med “hæk” og “blæk” og “konfekt” (!?)

Som forældre ser vi os selv som en slags ambassadører for julestemningen. En opgave vi ikke har levet op til. Der er såre simpelt sket det, at Krabaten kom ind og julestemningen ud. Den blev faktisk allerede stoppet i døren. Krabaten er en stærk fyr. Og derfor besluttede vi os for, at nu skulle vi fandme give Kongen julestemning og ud og se på nisser. Mekaniske nisser. Og julemænd, vippende kaniner og blingbling. I Rosengårdscentret. En fredag eftermiddag, sammen med resten af Fyn. Projektet var dømt til at gå galt, men det gjorde det ikke! Kongen åd det hele råt og elskede det! Studsede ikke over det syrede i, at adskillige i nisseflokken stod med Iphones og Ipads (allemandseje – selv julemanden har det!). Og vi gav hinanden et kram i virvaret af fake-halm og panik-indkøbere, og blev enige om, at det var køreturen værd, og “hvor er vi bare gode forældre, der sørger for mega meget julestemning!”. Hviskede til hinanden, at vi retter op på det til næste år. Mente det faktisk.

Det er saftsuseme julestemning, det der!

Fedtfattige havregrynskugler – mums

Dette er ikke en madblog. Slet ikke. Men gør jer selv den tjeneste, at lav disse fedtfattige havregrynskugler. Det er jo december og fredag og juleferie og jorden er ikke gået under. Ergo, al mulig grund til at gå all in på fedtfattige havregrynskugler.

Ingredienser (20 stk.)

3 spsk kakao

35 g mørk chokolade

15 g smør

75 g flormelis

90 g havregryn

0,5 dl skummetmælk

2 spsk flydende honning

30 g kokosmel

Smør og chokolade smeltes sammen over svag varme (i vandbad eller i gryde). Røres sammen med de øvrige ingredienser.
Afkøles, trilles til kugler og rulles i kokosmel.

Enjoy!

 

Supernanny

Holdt “julefrokost” i går. Med Kongen, Krabaten og søster. Hun har assisteret de sidste tre tirsdage, når manden har siddet på skolebænken. Akademiuddannelse, min røv. Sidste lektion var i går, og det fejrede vi med fiskefilet i rasporgie, lunkne frikadeller og smuldrene sundhedsleverpostej. Punktummet blev en klat ris a la mande. I pølse. Præcis, som en nybagt andengangsmor kan overskue det.

Søster er pædagog. En dygtig en af slagsen. Sådan en, der på nul-komma-fem kan kridte banen op og sekundet efter synge “pruttesangen”. Og så er hun tålmodig. Som f.eks. da Kongen “talte” pengene i min pung, og øjeblikket efter fik den ide, at lade kort og kontanter ramme jorden. Søster: “Jeg mener, din mor sagde, at pengene skulle blive på bordet”. Kongen: “Nej”. Søster: “Jeg synes du skal samle dem op”. Kongen: “Nej”. Søster”Jo, det synes jeg du skal”. Kongen: “Nej”… Krabaten var vågen. Det var hans bidrag til festen. At han holdt sig vågen i 3 1/2 time, og krævede beværtning hver halve. Mindst.

Selvom det var en fest, var det også lidt sørgeligt. Måske angstprovokerende. For at det er mandens sidste lektion, det betyder også, at han snart skal til eksamen, hvilket er i januar, og i januar er “henteordningen” slut og jeg skal selv hente Kongen. Som i alene. Med to børn. Fem eftermiddage om ugen. Nogen tænker måske, at det burde være en smal sag. Nøgleordet er burde.

Men så var det også at jeg besluttede mig for at mande mig op. Tage mig sammen. Tage ansvar og alt det der. Og så var det, at vi legede, at jeg var den, der hentede børnene og hyggede hele eftermiddagen til farmand kom hjem. Og ved I hvad? Jeg tror faktisk jeg kan. Selvom jeg er bange.

 

Fest og julebag og drillenisse

Vågnede med mave i sukkerchok og tømrermændstræthed i dag. Ikke pga. julefrokost, men 85 års fødselsdag og efterfølgende julekagebagning og konfektlavning – til kl. 00.30 (!). Og det er faktisk ret sent, når man får afbrudt søvn og skal op kl. 06.30. Hverken gemalen eller jeg faldt i søvn hen over kagerne, men som aftenen skred frem, dukkede “drillenissen” oftere og oftere op. Den drillenisse, som også satte sit aftryk på julekortene.

Havde ærlig talt frygtet fødselsdag med start midt i middagsluren. Kongen faldt da selvfølgelig heller ikke i søvn i bilen som planlagt, så det kunne have blevet en af de sjove. En af de dage, med tomme forældreblik og utallige kig på uret. Men 85 års fest er lige Kongen. Ældrevenlig mad og bord i hestesko. Halvdøv fødselar og smalltalk. Og børn! Masser af børn, som nussede og aede og satte lege i gang, som var de pædagoger. På den gode måde. Og ja, mit hjerte smeltede på den der mor-måde, da Kongen susede rundt med de øvrige børn i hælene og legede “Kongens efterfølger”. Uden at forstå legen, som “pædagogerne” derfor ændrede til, at Kongen var den eneste der skulle følges. 

Vel hjemme igen, inkl. svoger og svigerinde, blev de sene timer brugt på konfekt og peberkager. Og hygge, grin og sprut i kaffen – ikke jeg, selvfølgelig. Muligvis var det sprutten, der fik drillenissen frem i mændene. Noget skete der i hvert fald, som gjorde, at der pludselig lå toiletpapir, dolk og ål på pladen. Et par hundelorte dukkede også op. Og brødrene grinede som brødre kan, med den der indforståethed, som kun folk, der er gjort af det samme “stof” har. Og jeg lurede på de to Trip Trap stole og tænkte på Kongen og Krabaten. På drillenisser og fremtidig julebag.

De anstændige kager

Konfektrod

 

Til: Pikansjos Hansen

I går blev årets julekort lavet og jeg sidder nu med god samvittighed og glorie. Læste i avisen, at folk vil have julehilsner med posten – og så er det da det de skal ha’!

Kameraet har stået permanent fremme. Klar til at knipse vort afkom i juletøj og højt humør. Er I klar over, hvor svært det er at time det?! Kongen har ikke været lun på idéen, men da det endelig lykkedes os at få “klargjort” ham, skulle Krabaten både spise og skiftes, og det tog lige præcis den tid, som det tager en 2-årig at gå kold på en madras med sut. Krabaten blev sulten og skreg igen, og billederne blev derfor af træt og udkørt Konge med skrigende Krabat. IKKE sendbart.

I stedet fandt vi det eneste billede vi har af de to, hvor ingen skriger eller sidder med siden til. I stedet ses to halvbeskidte drenge – den ene har samme hudfarve som Døden fra Lübeck og den anden ligner en der netop er hjemvendt fra 14 dage på Mallorca.

Manden og jeg var overtrætte på grineflipsmåden under produktionen af kortene, og indførte straks “drillenisse”. Plat, men aldeles sjovt i momentet. Søster får kort fra Tårben og Klogesen, der er dekoreret med billeder, der henviser til historier modtagerne helst vil glemme,  og mor, som altid har gået meget op I at vi IKKE må bruge hendes navn, hedder selvfølgelig “mor” på konvolutten. Men da drillenissen skulle til at sende et julekort til “Pikansjos Hansen”, var det slut. Vi er jo (næsten) voksne og har ikke store nok børn til, at vi kan skyde skylden på dem…