Men den kom...

Jul i provinsen

Julefreden er, i min familie, ikke noget der “sænker sig”. Julefreden er noget der kommer og går. I intervaller af 15 min., plus/minus. Således holdt vi jul, en børnevenlig en af slagsen, med hensyntagen til Lola Jensens gode råd til småbørnsfamilier. Kongen er som en fri fugl – han kan ikke være til på lidt plads. Og eftersom min mor har plastret huset til med rødt og guld, led Kongen i starten af åndenød. Han baksede rundt, tog spurtture og pillede ved alt det, der så mest skrøbeligt ud. Pulsen peakede, da juletræet pludselig væltede, og efterlod gulvet i et virvar af kugler og lametta. Det skal tilføjes, at det ikke var Kongens skyld.

Kl. 17 blev Weber-anden indtaget og derefter hurtigt videre til ris a la manden. Der var mandel til Kongen, men ingen havde husket at sætte ham ind i konceptet omkring den, så han åd rub og stub, og lavede koblingen: “Jeg får en gave, fordi jeg har spist ris a la mande”. Derefter juletræ og sang. På utraditionel vis, akkompagneret af julemusik på anlægget (camouflerer vores knapt så sprøde stemmer…) og en mor med pandelampe. Hun syntes det var svært at se teksten. Må hellere indskyde, at de ikke hedder Krumborg til efternavn. Jeg bliver selv i tvivl nogen gange. Kongen gik så fint om træet med gemalen i hånden, jeg slæbte rundt på stor Krabat i stram julemandsdragt, og midt mellem skæve toner og tilbageholdte grin, hørtes Kongens engleblide nynnen.

Kongen og Søster delte gaver ud, så lædersofaen og stuebordet tilsidst var dækket af gaver i alle afskygninger – fra farverigt papir med metallic-bånd til Remapose med gaffatape. Efter at have leget lidt med årets gavehit – en Duplo lastbil – blev Kongen puttet. Med lastbilen, selvfølgelig. Herefter gav vi os i kast med “bjerget”. For mit vedkommende, er den del altid forbundet med spænding. Havde som teenager store problemer med at tøjle skuffelsen. År i træk, udvandrede jeg i protest fra stuen, efter at have modtaget gaver som f.eks.; en printer. Det gør jeg ikke længere. Den barnlige skuffelse, den lever dog stadig. Heldigvis, slap jeg for dens grimme fjæs i går. Sagde “næææh” og “iiiih” og “tak”. Og blev lige så glad for Casio-uret som for håndstøvsugeren.

Man er vel mor. Og træt af krummer.

   

2

  • God jul til dig også. Jeg fornemmer at du også har ret meget at se til og en ret livlig sønnike #1 (ligesom mig), så det er mig en gåde hvorledes du får flikket så velskrevet et indlæg sammen næsten hverdag?!

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • familiendanmark

      Tusind tak 🙂 Hvis du så mit hjem, ville du forstå det – hemmeligheden bag er, at jeg har skruet ned for rengøring/oprydning når Kongen sover og helliget mig computeren i stedet…

      Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv et svar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Men den kom...