Fætter Guf

Familien er blevet større. Altså ikke den her på matriklen (no, way!), men Manden og jeg har fået nye titler. Vi er nu nogens, eller nærmere éns, farbror og tante. Kongen reagerede således på den gode nyhed:

Manden: Kan du huske, at M havde en baby i maven?

Kongen: Gumle, smaske…

Manden: Den baby er nu kommet ud, og babyen er en lille dreng.

Kongen: Gumle, smaske….

Manden: Og den baby, er faktisk din fætter.

Kongen: Nå! Gumle, smaske…

Note to us: Overbring ikke nyheder om babyer til Kongen, når han har hovedet fuld  af yoghurt og Cheerios.

IMG_0569 IMG_0571 IMG_0572Og så gik vi ud og så lidt på det her, og fejrede, at der både er kommet en baby og lidt forår.

 

 

Positivt påskepis

Og det blev påske. Efter tre dage som “alenemor” til to. Tre dage, som er forløbet forbavsende godt, med tid til løbecykelture og leg. Hurtige rugbrødsmadder og dårlig samvittighed. Over ikke at have nok hænder og over at sige “lige om lidt” 100 gange. I minuttet. Men vi har grint, danset, fjollet og skudt. Det gør man jo, når det er Kongen og Krabaten man hænger ud med. Manden fik ferie i går, og indledte den med stil, ved at komme hjem og arrangere skattejagt efter påskechokolade i hele huset. Aftenen blev toppet med lidt Verdi. Det var jo P3 Guld aften og feriestart, og det skal man huske at fejre. Jamen, det skal man da!

For temmelig mange år siden, spiste Jesus sit sidste måltid og vaskede derudover disciplenes fødder rene og skære (skærtorsdag). Det er, bl.a., det påsken handler om. For nogen. Det er så der jeg er nødt til at indrømme, at skærtorsdag for mig, har kredset om to akser – at spise chokolade med måde, kontra at æde. Jeg vil i skrivende stund se nærmere på et marcipanæg. Jeg har, med held, hjernevasket mig frem til at tænke, at mørk chokolade (i valgfri mængde) er sundt. Og marcipan er lavet af mandler, som er en nød, hvilket også er sundt. Perfekt.

IMG_0522Lidt mere af det sunde…

Til nervøse forældre

Faldt over en mappe med udtalelser fra gymnasiet i dag. Jeg skulle aldrig have læst den. Min første tanke var: “OMG!”. Anden tanke: “Shit, er det arveligt!?”. I så fald, skal jeg til den tid grave en tålmodighed frem, som jeg slet ikke er i besiddelse af.

Dansk: “Du arbejder ofte meget ukoncentreret….Forsøg at samle dig mere om det faglige, og forsøg at udfordre dig selv”.

Historie: “I virkeligheden tror jeg, at du har let ved at hævde dig i faget. Men det kræver at du er i stand til at fokusere og lade småsnak og andre forhold, der konkurrerer om din opmærksomhed, høre til på rette sted, nemlig i frikvartererne”.

Tysk: “Du arbejder ganske godt når det gælder gruppearbejder, men også her er du med til at afspore diskussionerne og sænke det faglige niveau, selvom du har evner til at være en af dem, der kunne højne niveauet”. “…forstyrrende for dine omgivelser”.

Engelsk: “Er det simpelthen det hårde arbejde du skyer?”.

Kan I forstå, at jeg har en anelse svært ved ikke at grine, når jeg prædiker lektielæsning og seriøsitet for mine elever?! Og når de siger: “Åh, du har sikkert også bare været sådan en rigtig dengse da du gik i skole!”. Det har jeg ikke. Slet ikke. Til mit forsvar skal det siges, at der i alle udtalelser står, at jeg har et talent og et potentiale, som ikke udnyttes. Jeg var ikke dum. Jeg havde bare allerhelvedes svært ved at tage ansvar, sidde stille, holde mund og lade andre bestemme, hvad jeg skulle gøre og hvornår. Faktisk brugte jeg tre år på at være en elendig elev – bortset fra udvalgte fag – og en vanvittigt god festabe, med sans for 10-kroners barer og late night menuer på Mac D. Jeg overvejer tit at berolige nervøse forældre til urolige børn med min egen historie. Der er håb. Jeg er f.eks. rigtig god til at forholde mig i ro, efter jeg har fået børn. Er simpelthen for træt til andet.

En dum ko

Hold fast, hvor jeg nyder livet i det jydske – Kongen der storgriner, spiser pålægschokolademadder og bader bedstefarfingrene frem, Krabaten der smiler ved Kongens stemme og knus og godmodigt modtager skældud fra Kongen:”Ik’ kras!”. Og Manden, der driller kærligt og har det der blik i øjnene.

Så sad trekløveret (Krabaten, Manden og jeg) og så et program om kærlighed og så tonede Laust Sonne frem på skærmen og sendte mig 8 år tilbage i tiden, hvor jeg boede i bofællesskab. Kom hjem en sen nattetime, lettere beruset, så Laust Sonne ligge i en seng, grinte hysteris, hvorefter han kaldte mig “dumme ko”, jeg grinte lidt mere og trissede i seng. Det var altså sært.

Krabaten kom….

…men det var ikke frivilligt. Det bliver et elendigt indlæg det her, så er det sagt. Jeg befinder mig nemlig lige nu i en boble af babylykke og morfin. Og den har jeg befundet mig i siden kl. 15.00 i går,juvre jeg hørte Krabatens dybe røst for første gang.

Det tegnede ellers ikke så godt – jeg var sat på til Kl. 11, men blev hele tiden udskudt. Derfor ved jeg nu, hvordan det føles at faste i 14 timer. Don’t do it. Det hele er gået godt – jeg fik hylet, panikket og rystet mig gennem kejsersnittet og kunnen ikke være mere lykkelig lige nu. Præcis som det skal være. Krabaten vejede i øvrigt 4115 og er 55 lang. Og så har han det sejeste sorte hår – en rigtig Italiano.

Er rigtig glad for jeres krydsede fingre – er sikker på, at de gjorde, at jeg ikke begyndte at råbe.

Tag jer i øvrigt ikke af mærkelige ord og tastefejl – har skrevet på en IPad, og den lever desværre sit eget liv…