Spaghettiarme forever

De af jer, der kender mig ved, at jeg har ret tynde arme. De er faktisk både ret tynde og ret lange. Ikke engang under min +20 graviditet blev de tykkere, og da jeg for år tilbage dyrkede fitness, blev de heller ikke mere muskuløse. Spaghettiarme forever. Det der undrer mig er, at jeg slæber en del. Stort barn, lille barn, barnevogn, autostol, lift, løbecykel, varer etc.

Mine tynde arme blev presset til det yderste i dag. Af Kongen. Efter vellykket tur på legeplads, blev kulden og overtrætheden ham for meget, og han lavede en 2-årigs klassiske hjernekoks. Hoppede ned fra barnevognen som jeg havde plantet ham på, lavede flitsbuen og ville op. Store bedende øjne, trillende tårer, alt for rød næse og kinder og snotnæse. “Mig vil ooooop til mooooaaaar!”. Så det kom han da. Pædagogisk forsøgte jeg først at forklare, at vi ville komme væsentligt hurtigere frem, hvis han sad på barnevognen. Niks. Bedende forsøgte jeg samme forklaring. Niks. Så hvis nogen så en højrød mor, med knapt 13 kg på den ene arm, skubbende anstrengt af sted med barnevogn i sneglefart, og med hundrede pauser og samtaler a la: “Hvis du bare gad sætte dig op, så ville vi komme hjem. Nu kan vi stå her og vente til det bliver mørkt!””mig vil ooooop til moooaaaar!”, ja, så var det bare mig. Ps: Vi kom hjem.

Ja okay, det tror jeg så ik’ liiige de kan, mine arme!