Lad dog være med at få børn!

“Lad dog være med at få børn!” Det er titlen på en interessant kronik af Marie Louise Kjølbye. I kronikken gør Kjølbye rede for, hvordan mange forældre har svært ved at få hverdagen til at hænge sammen og finde balancen mellem job, familie og selvrealisering. Vi vil gerne være sammen med vores familie, udnytte vores uddannelsesmæssige baggrund og være den bedste i feltet, udfolde os fysisk/kreativt, pleje vores sociale liv og gøre vores børn til elskelige og livsduelige væsener. Kort sagt: Vi vil så gerne blæse og have mel i munden!

Samtidig med, at vi blæser og har mel i munden, står mange begravet i bunker af vasketøj. Og skraber indtørret havregrød af TripTrap stolen (som, lig ønsket om andre must have gadgets gør, at vi ikke kan arbejde mindre) mens vi rydder op efter den granateksplosion de fleste børnefamilier udsættes for hver eftermiddag. Fik du også pulsen op?

Med ironi giver Kjølbye et løsningsforslag til vejen ud af det stressende og gisp-fremkaldende hamsterhjul: Drop børnene! Hvis samfundet alligevel ikke er indrettet således, at det er muligt at opbygge et godt familieliv, så kan man lige så godt lade være. Derudover nævner hun, hvordan man som forælder (forsøger at) leve op til samfundsmæssige forventninger om deltagelse i forældremøder, videregivelse af normer/værdier, serveringen af sund mad, opfordringen til et aktivt foreningsliv m.m. Men kan vi rent faktisk lykkes med det, sådan som samfundet er skruet sammen, og med de rammer vi har at navigere i? I kronikken nævner hun også et tidligere regeringsudspil fra 2007: “Chance for balance”. Pågældende mundede ud i 31 løsningsforslag, som skulle lette livet i børnefamilier. Efter sigende, ligger udspillene nu og samler støv.

Personligt mener jeg, at Kjølbyes kronik er yderst aktuel og vigtig. Sammenligner vi os med andre lande, har f.eks. Holland og Belgien langt større mulighed for fleksibilitet på arbejdsmarkedet, hvilket i høj grad giver plus på familiekontoen. Mindre stress, mindre sure forældre, mindre “NEJ!” og mindre “ARGH!”. Flere glade børn og glade forældre.

Et eller andet kan i hvert fald ikke stemme. Om “det er saaaamfuuundeeets skyld” eller vores egen, ved jeg ikke. Jeg ved bare, at jeg rystet over, hvor mange forældre, der taler om det at have børn, som gav det dem samme følelse, som at have gennemført 13 maraton. På én dag. Og jeg ved også, at jeg ikke kan lide at høre på det (jeg forstår godt, at man kan have øv-dage, og at det er hårdt at have små børn. Det jeg bekymrer mig om er de hjem, hvor den tone er den altdominerende, og hvor man aldrig husker sig selv på, hvor fuldstændig sindssygt – på den gode måde – det er, at sætte mini me’s i verden. Og at man, i de fleste tilfælde, selv har valgt dem).

Billeder fra to dage, hvor det var hyggeligere end hyggeligt at bo sammen med to små drenge og deres far. Og hvor vi var gode til at nyde hvert øjeblik, havde overskud til at løse konflikter, sådan som vi helst vil løse dem og havde seriøst plus på familiekontoen. Efterårsferie, du var sgu dejlig.