Min søn er swag!

Kongen er swag! Det siger min barndomsveninde A. Baseret på det fact, at han uden problemer gik/løb ud af vuggestuen med støvlerne forkert på. Måske også fordi, han kan høre sit keyboards demo-udgave af “Åh, Susanne” 20 gange i træk, uden at blive sindssyg. Vi fik lov at danse med. A dansede både ballet og rumba. Jeg kørte mere “7.klasser til fest”-stilen, og Kongen hoppede mest bare to skridt frem og to tilbage. Stemningen var på kogepunktet, på den gode måde, da Kongen fik nok, og havde brug for pause. Pædagogisk, fulgte han os hver i sær ind i stuen, og vendte selv tilbage til festen. Så sad vi og lyttede til skingre toner og en hulens masse bump, til vi ikke kunne lade være med at snige os tilbage igen. Festen sluttede brat, da Kongen uddelte time-out til mig. Jeg havde kradset. Det sagde han. Der var ikke andet for, end at sende mig på værelset, og slæbe A ud i gangen. Jeg blev oven i købet bedt om at tænke. Der er nu ikke noget, som at høre ens søn tale som man selv gør.