Min håndboldstjerne

Min mand har en medalje. Det har jeg ikke. Han har endda flere. Jeg synes det er sejt, og misunder ham lidt. Gad godt kunne sige, at jeg havde vundet en medalje. Ikke kun på “nå, skal du så ha’ en medalje, eller hva’!?”-måden, men fordi jeg havde ydet noget særligt. Som barn havde jeg en opslagstavle, med sirligt ophængte medaljer. Det ærgerlige og ret nittenagtige ved det var, at der alt for tydeligt stod “Djurs Sommerland” på dem. De hang i øvrigt ved siden af et diplom i vandballonkast.

Min mands medalje(r) er i håndbold. En rigtig sportsgren. Ikke noget med at grave guld der. Var blandt de bedste spillere på Fyn, et talent, en sportsidiot af rang. Højdepunktet var, da han vandt DM for ynglinge. Det fede var, at han gjorde det i totalt overlegen stil – fra bænken. Ikke noget med at svede unødigt. Bare læne sig tilbage og lade de andre gøre arbejdet. Sådan ser han ikke på det selv. Han irriterer sig over det knæ, der satte en stopper for festen. Og ærgrer sig over den fyr, han delte “plads” med, og som derfor betød begrænset spilletid – Mikkel Hansen (ja, jeg synes det er sejt!).

Håndboldhånd