Fætter Guf

Og så gav præsten en svingtur…

Og på den måde, fik Krabaten alligevel en del af kirkekagen. Sådan er det nemlig, når man er til afslutning i babysalmesang, og skal have en svingtur i sin dyne, og ens far ikke kan hjælpe, fordi han sidder sammen med to-årig storebror. Så træder 26-årig præst da selvfølgelig til, og det var sådan set rigtig fint. Det jeg så bare ikke forstår er, hvorfor mit hoved straks faldt i hak på en sådan måde, at det var ærbødigt bøjet mod kirkegulvet under hele sving-seancen. Er ikke klar over, om det skyldtes det fact, at han er præst. Eller det, at han både er præst og to meter høj. Og på en eller anden måde, får den lange, sorte kjole hurtigt to m. til at føles som fire.

Uanset hvad, var det en hyggelig aften. Vi mødre fik skiftevis mumlet og sunget os gennem “Du som giver os liv…” og “Mester Jakob”, babyerne var pludrende og smilende og det taknemmelige publikum bestod af ældre søskende og mænd (vores egne, at forstås). Efterfølgende var der øl, frikadeller og kartoffelsalat i sognehuset. Kongen nåede knapt at få frikadellen til munden, før fire-årig (megasød) knægt spurgte “vil du lege?”, og jeg blev så glad på Kongens vegne, at jeg glemte alt om at være “rigtig” forældre- og “nu-sidder-du-og-spiser-færdig-først”-agtig, men derimod var på nippet til at falde fireårig glad om halsen. Det blev til et “vil du ned og lege (kom nu, kom nu, kom nu!)”? Selvfølgelig ville han det, og megasød fire-årig og Kongen susede rundt og aede babyer, legede med Woody-dukke og mågebamse (som egentlig var en papegøje). Onsdagsfest i sognehuset, it was.

 

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv et svar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Fætter Guf