Arbejdsild

Guuuud, var der en tid, hvor jeg var sådan en, der passede et arbejde? Som opfyldte krav og passede deadlines? Helt ærligt, kan jeg snart ikke huske det. Min første barsel gik med at bruge oceaner af kræfter på at spekulere over, at en anden passede mit job. Mit job. Tænk, hvis hun var dygtigere? Sødere? Klogere? Denne gang, er jeg blevet så god til at være på barsel, at jeg sjældent tænker på mit arbejde. Og slet ikke på den måde. Jeg er faktisk blevet så god til at være på barsel, at jeg burde få flere børn. Her må jeg hellere tilføje, at det ikke kommer til at ske.

I går brændte arbejdsilden dog lidt i mig igen. Havde besøg af tre kolleger, som mentalt sendte mig tilbage til skolen, vellykkede sociale arrangementer, stinkende madpakker og løste såvel som uløste konflikter. Fik følelsen af at være “en af dem” igen. At være andet end mor. Så snart de gik, gik ilden ud igen. Det gik stærkt, og den efterlod sig (næsten) ingen spor.