Fjenden bag hækken

Lige om lidt siger jeg noget rigtig grimt om min nabo. Hun er en gammel bitch! I går kom hun rendende med den tungeste tordensky over hovedet, og var komplet ligeglad med, at jeg talte i telefon. Hun ville ind. Nu. Det skulle hun så ikke, fik jeg forklaret, samtidig med, at jeg forsøgte at lokalisere problemet. 10 min. senere kom hun igen, og tordenskyen blev ikke mindre, da hun så mobilen i min hånd. Hendes ærinde var så vigtigt, at hun trådte op på dørtrinnet og forsøgte at mase sig ind igen. Det lykkedes ikke. Jeg kan godt se ret sur ud, åbenbart.

Problemet: Vores sensorlys. “Ren tortur”, som hun kaldte det. “Det skal ned”. Det skal det så ikke, nej, fik jeg sagt. Ellers, sagde jeg ikke andet end: “Det taler jeg lige med Manden om”. Sådan ca. ti gange. Punkt 1: Nu har det taget os 1 år at tage os sammen til at få lyset op, så piller vi det fandeme ikke ned igen. Punkt 2: Hun kunne evt. sætte et gardin op, ligesom mange andre mennesker har i deres soveværelse. Punkt 3: Gemalen har været ude at tjekke, om den lyser for meget over til hende, og det gør den ikke.

Og ja, så kan det godt være at lyset er en kende skarpt. Det skal jo kunne blænde en tyv så meget, at han ikke vil kunne finde ud af indkørslen. Og ja, man kan sikkert godt finde en anden pære, men det gider vi ikke. Og da slet ikke nu. Og nu tror jeg lige jeg skal ud igen, så lyset tænder. Så kan hun lære det. Ha!

Jep, det er ikke utænkeligt, at I finder mig i de nye afsnit af “Fjenden bag hækken”.

Sådan kommer vi ikke til at stå. Bl.a. fordi, vi ikke er jævnaldrende. Overhovedet.