Til nervøse forældre
Faldt over en mappe med udtalelser fra gymnasiet i dag. Jeg skulle aldrig have læst den. Min første tanke var: “OMG!”. Anden tanke: “Shit, er det arveligt!?”. I så fald, skal jeg til den tid grave en tålmodighed frem, som jeg slet ikke er i besiddelse af.
Dansk: “Du arbejder ofte meget ukoncentreret….Forsøg at samle dig mere om det faglige, og forsøg at udfordre dig selv”.
Historie: “I virkeligheden tror jeg, at du har let ved at hævde dig i faget. Men det kræver at du er i stand til at fokusere og lade småsnak og andre forhold, der konkurrerer om din opmærksomhed, høre til på rette sted, nemlig i frikvartererne”.
Tysk: “Du arbejder ganske godt når det gælder gruppearbejder, men også her er du med til at afspore diskussionerne og sænke det faglige niveau, selvom du har evner til at være en af dem, der kunne højne niveauet”. “…forstyrrende for dine omgivelser”.
Engelsk: “Er det simpelthen det hårde arbejde du skyer?”.
Kan I forstå, at jeg har en anelse svært ved ikke at grine, når jeg prædiker lektielæsning og seriøsitet for mine elever?! Og når de siger: “Åh, du har sikkert også bare været sådan en rigtig dengse da du gik i skole!”. Det har jeg ikke. Slet ikke. Til mit forsvar skal det siges, at der i alle udtalelser står, at jeg har et talent og et potentiale, som ikke udnyttes. Jeg var ikke dum. Jeg havde bare allerhelvedes svært ved at tage ansvar, sidde stille, holde mund og lade andre bestemme, hvad jeg skulle gøre og hvornår. Faktisk brugte jeg tre år på at være en elendig elev – bortset fra udvalgte fag – og en vanvittigt god festabe, med sans for 10-kroners barer og late night menuer på Mac D. Jeg overvejer tit at berolige nervøse forældre til urolige børn med min egen historie. Der er håb. Jeg er f.eks. rigtig god til at forholde mig i ro, efter jeg har fået børn. Er simpelthen for træt til andet.
Ha ha ha hvor godt 😀