Spæd stemme og pandekrads

På ét punkt er Kongen særligt tålmodig. Det er, når det handler om at have tiltro til Krabatens evner. I 6,5 uge har Kongen dagligt haft “samtaler” med Krabaten. De kan lyde sådan her (med ekstremt spæd stemme):

Kongen: Heeej Skat!

Krabaten: ?

Kongen: Heeej Skat!

Krabaten: ?

Kongen: Heeej Skat!

Krabaten: ?

Eller, sådan her:

Kongen: Han, fang mig! Hi, hi, hi (spurtende rundt i stuen)

Krabaten: ?

Eller sådan her (med bestemt tonefald):

Kongen: Ik’ riv i mors trøje.

Krabaten: ?

Kongen: Ik’ bid mor! Ik’ krads mor!

Krabaten: ?

Krabaten kan pt. ikke andet end at spise, smile (og det er endda svært), holde hovedet og vende sig fra mave til ryg. Jeg er derfor imponeret over Kongens vedholdenhed og seriøst gode fantasi. Det må kræve en del at føle, at man leger fange med en baby på 6,5 uge. Eller bevare troen på, at Krabaten vil være med til at lege med biler, selvom han ikke kan holde dem. Og “spærre” en stol til en, som end ikke er i stand til at sidde selv. Det er så skide sødt. Faktisk så sødt, at det stadig kommer bag på mig, når han – ud af den blå luft – pludselig uddeler et pandekrads i stedet. Sådan skete det, at Krabaten fik noget tilfælles med Harry Potter.