Lort og mælk

Min weekend har været fuld af lort. Og mangel på samme. Krabaten har ikke leveret siden i tirsdags, og det går ud over hans stakkels mave og vores aftenener. Vi “cykler” og “cykler”, masserer i cirkler, bøjer og strækker og intet sker der. Kongen, til gengæld, åd tre dadler og to figner og sked for tre. Ja, undskyld mig, men en ting har mit liv med småbørn lært mig. Der er ikke længere noget der er for klamt til at blive talt om – der er i det hele taget ikke længere noget, der er klamt. Når Krabaten gylper på mit tøj, tørrer jeg det kvikt af og beslutter hurtigt, at det ikke kan lugtes. Skal trøjen gøre sig forhåbninger om at blive skiftet, skal gylpklatten være så stor, at det bliver koldt på det inficerede område.

Derudover, foretrækker jeg, at folk ikke kommer for tæt på mig for tiden. Alene af den grund, at jeg er bange for, at mine “det-kan-tørres-af-i-en-kvik-vending”-klatter stinker, og om ikke andet, så ved jeg, at mine bh-er gør. Jeg kan nemlig amme i sådan en én gang, før den er søbet ind i overskydende mælk, og da jeg sjovt nok ikke gider skifte bh 20 gange om dagen, så hænger der en stank af sur mælk efter mig. Festligt, nej. Eneste mulighed, ja. Sådan er det, når der er så meget tryk på kedlerne, at Krabaten er ved at blive kvalt i det, og derfor er nødt til at dumpe de første ti mundfulde. Og når strålen i øvrigt ikke er til at styre, og rammer alt i en afstand af 1 m. Således er Manden blevet skudt ned under utallige natamninger. Det er pt. lykkedes mig, at undgå at ramme andre. “Så er der mælk i kaffen!”…øhm, nej. I dette øjeblik er jeg tæt på at fortryde, at jeg med Kongen sagde nej til at sælge min mælk til sygehuset. Man kan købe mange Kähler-lækkerier for den slags. Og “malkeko” er vel ikke nødvendigvis negativt ladet?!