Karkludsvrid og lagensving

Krabaten og jeg har været til babykontakt i dag. Babykontakt er et dække for ordet “babygymnastik”. Er man mere fancy kalder man det “stimulastik”. Same, same. Krabaten er 6 uger, nogle af de andre var 11 (uger, vel at mærke). Krabaten skilte sig alligevel ud på flere måder – han var den mest robuste, den med mest stoppede tårekanaler og den der græd/skreg mindst. Faktisk, sagde han næsten ikke en lyd, mens de andre mødre med jævne mellemrum gyngede febrilske rundt, med sved på panden, høj puls og sirenelyd. Åbenlyse førstegangsmødre. Kunne også ses på deres fint pakkede pusletasker, som fik min til at ligne skuffen på et børneværelse – proppet til bristepunktet med ting der ingen mening giver. En ekstern harddisk, for eksempel (wtf?!).

Babyerne lagde stille ud med afslappende musik og mødresang. Derefter skulle de “tumle” (det sagde hun sgu!). At tumle indebar i denne forbindelse, at krydse deres arme, krydse ben/arme, cykle med benene og strække armene. De gjorde det ikke engang selv. Sanseoplevelser var der også. Sæbebobler, blandt andet. Vi mødre hyggede os gevaldigt med at puste løs, mens babyerne enten skreg eller stirrede op i loftet (der var lamper!). Sæbeboblerne var der ingen der så. Afslutningsvis fik babyerne massage. Små, tykke ben, der skulle vrides som en karklud. Krabaten elskede det. Jeg kunne se det på hans glimtvise smil og skinnende øjne. Høre det på hans intense vejrtrækning og små, glade lyde. Det føltes fjollet på den fede måde.