Kærester, siger du?!

Krabaten er 8 uger i dag. Her har jeg næsten lyst til at tilføje et – heldigvis. Det betyder nemlig, at han er 8 uger tættere på, at få en sengetid og Gemalen og jeg er 8 uger tættere på, at få alenetid igen. Vi er glade for vores børn. Det er vi bestemt. Men vi er også glade for  at trække stikket, lade op og være andet, end mor og far. Pt. er vi et fasttømret trekløver om aftenen. Fra klokken slår 20.00, og Kongen sover, begynder Krabatens klynken. Han bliver skiftevis ammet eller gået rundt med, i en helt bestemt rytme, med en helt bestemt sut og pakket ind på en helt bestemt måde. Kun afbrudt af mavenusseri og cyklen rundt med benene. “Cyyykeltuuuur!”, som Kongen plejer at sige. Ofte er der intet, der hjælper, og det frustrerede trekløver går først i seng ved 00.30-tiden. Det er vel at mærke for sent.

Krabaten er i sandhed en vaskeægte Dr. Jekyll and Mr. Hide. I dagtimerne er han et stort smil og et elskeligt nyt medlem af familien. Om aftenen er han urolig og krævende, og får os derud, hvor vi tænker de tanker, som giver forældre dårlig samvittighed. Og sådan er det bare. Livet med en baby. Vi ved det fra sidst, men det gør det ikke nemmere. Vi ved, at tiden går stærkt, men vi ved også, at det ikke føles sådan i situationen. Vi ved, at hver alder har sin charme, men at det nogen gange kan være svært at se. Og vi ved, at mængden af søvn og muligheden for alenetid, har indflydelse på øjnene, der ser.

Den søde Krabat – i dagtimerne 🙂