Jeg har et Casio-ur – stik den!

Jeg er sådan en der altid er bagud. På modefronten. I folkeskolen, var det bevidst. Da de hurtige begyndte at bruge make- up, gjorde jeg en dyd ud af, ikke at gøre det. Proklamerede gerne, at jeg ville være barn så længe som muligt (sikkert en vending jeg havde fra nogle voksne…). Derudover gik jeg en del op i, at jeg ikke ville hoppe med på store hits som Buffalos og Fila sko. Man skulle være sig selv, og det kunne man (åbenbart) kun være ved ikke at følge den åbenlyse mode. Da de andre begyndte at få mobiltelefoner, var jeg standhaftig. Tror faktisk jeg troede, at det var endnu en modedille, som jeg derfor af princip var nødt til at holde mig fra. Gud fader bevares. Da jeg som en af de sidste fik mobil, var det alligevel kærlighed ved første blik. Sørgede for, at den fik optimale muligheder for signal og skrev de første måneder alle sms’er ned, så de ikke gik tabt (wtf!?).

I dag er det ikke længere bevidst, at jeg er bagud. Ikke altid. Særligt, hvad angår tøj og tilbehør, gad jeg godt være mere med. Pt. er det amning og småbørn, der sætter en stopper for det. Og den fornuftige prioritering af penge (det er jo SÅ meget sjovere, at bruge dem på isolering…!). Derfor halser jeg bagefter, og får først anskaffet mig “must-haves”, når det fede går af dem. Det gode er, at ingen forventer noget af min påklædning, og at jeg kan skyde skylden på børnene. Det dårlige er, at jeg ville ønske de kunne det, og at det egentlig altid har været sådan.

Mit er bare ikke sort…