Et godt udgangspunkt
Spændingen blev udløst, og Krabaten og jeg mødte vores mødregruppe i dag. I hellige lokaler i sognehuset og med en sundhedsplejerske der var dressed up to nytårskur, kunne det ikke gå galt. Enhver gruppe har sin joker, og således var det også her. Som tidligere nævnt, var der én, jeg ikke kunne stalke på Facebook på forhånd. Det var der (måske) en grund til. Hendes alder. Mit forhold til nysgerrighed byder mig at være spændt på at høre, hvordan tingene er blevet som de er. Om det er et bevidst valg? Om det er hårdt? Og om omverdenen har reageret på det? Havde jeg været journalist, ville der være lagt i kakkelovnen til et dybdeborende interview. Det ville i sidste ende måske alligevel være pænere end de panderynker, der ligger der lige nu.
Krabaten tog de nye indtryk med knusende ro. Sovende gennem hele “nå, hvad laver du så til daglig?” seancen. Viste ham dog kortvarigt frem, for at konstatere, at han er en ordentlig kolos. Adskillige kilo større end de andre, med sine nu 6,2 kg og 62 cm. Monsterbaby! Da mødet var slut, faldt jeg i snak med en mor fra et tilstødende vænge. Hang ud foran mit hus, med barnevogne og vind i håret. Skønt. Simpelthen skønt at bo i en by, hvor alene det, at man bor i samme by, og at man har en baby gør, at man har et fællesskab. At man ikke er en venneløs særling, fordi man taler til en fremmed. At der ikke er noget der hedder skyklapper. I hvert fald ikke, hvis man tilhører samme gruppe. Hundeejerne, pensionisterne, de løbende, gående, rygende, blomsterkøbende, brunsvigerspisende osv.
Åh, 2013, jeg elsker dig allerede.
Ej, nu er jeg virkelig nysgerrig – hvor gammel er hende ‘ikke-fb’ eren? 🙂