Spæd stemme og pandekrads

En forsamling i et forsamlingshus

Babybrunch-fænomenet er kommet til min by. Som barslende, skal man støtte op om den slags initiativer. Det blev min nye mødregruppe og jeg enige om. Den ene blev imidlertid ramt af (den fordømte) influenza og den sidste fik vi aldrig spurgt. Vi var overbeviste om, at byens nye indslag i forsamlingshuset (hell yeah!) ville være monsterpopulært, og blev derfor noget overraskede over, at være de eneste. De eneste to, minus Sommer og Kvamm og plus dame, der lige havde haft babygymnatikhold, og som var frisk nok til at joine.

Så der sad vi så. To, som ikke kender hinanden, men som skal dele op og nedture i babyboblens kommende måneder og én, som udover at lave babygymnastik, er i familie med forsamlingshusets kogekone. Midt mellem røræg og halve fastelavnsboller (?!), fandt vi lighedspunkter, og jeg nød endnu engang følelsen af, at miste anonymiteten. At blive en del af lokalområdet, hvor bondsk det så end lyder. Glimtvis, havde jeg svært ved at holde en let fnisen tilbage, ved tanken om, at jeg sad i et forsamlingshus med to fremmede. Det blev ikke nemmere, da kogekonen, et ældre ægtepar og tre hunde slog sig ned ved vores bord. One big happy family!

Jeg nød det. Det gjorde jeg, sgu. Og blev endnu gladere for, at det var her vi valgte at slå os ned. Kom lidt længere fra savnet af centrum. Endnu længere fra dengang, hvor jeg dagligt proklamerede, at vi “aldrig skulle være flyttet fra den lækre lejlighed til sådan noget lort i sådan en dødkedelig lorteby!”. Vi har faktisk boet i pågældende lorteby i 2 år og 4 mdr nu. Jeg tror vi bliver boende.

 

 

 

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv et svar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Spæd stemme og pandekrads