Pauseskærm og vaner

Åben køleskabet, tag mælken ud, ryst to gange og så kan den bruges. Hvorfor det er sådan? Aner det ikke, men jeg gør det altid. Vanens magt. Hjernen går i pauseskærm og rutinen tager over. Ligesom det, at ansigtet skal skæres på en helt bestemt måde, når make up’en skal lægges. Eller dem, der så snart de ser et rødt lys, stikker pegefingeren i næsen.

Her i huset, har vi en del fælles vaner. Af den dårlige slags. Det er f.eks. blevet en vane, konsekvent at glemme pusletasken. Og har vi den med, er der med garanti ikke skiftetøj i. Således har både Kongen og Krabaten været i byen uden undertøj og sokker. At glemme er faktisk virkelig dumt, når man skal forsøge at tage et ansvar. Det er også lidt pinligt. Især det, at Kongen flere gange har været i vuggestue uden flyverdragt, bleer og skiftetøj. Heldigvis er jeg ikke så farveforskrækket, at det generer mig at finde ham i lyserødt.

Det er også vanen der tager over, når der skal spises. Uanset mæthedsgrad, så SKAL vi have to portioner. Ellers er tilberedningstiden spildt arbejde. Har vi åbnet en plade chokolade eller bagt en kage, så skal der spises til sidste krumme er væk. Alternativt, smider vi i en hurtig vending noget af det ud, for at undgå at spise det. Fjollet. Gemalen smækker altid døren så hårdt, at lyset i gangen blinker og hjertet hopper op i halsen på Krabaten. Faktisk en vane, der irriterer mig lidt.

Det pudsige ved vaner er, at de som oftest er dårlige. Faktisk en anelse træls. Eller også gemmer de gode sig bare satans godt – måske bag Jante. Jeg har i hvert fald aldrig hørt nogen sige: “Jeg har en seriøst god vane! Nu skal I høre…”.