Lola er Gud

Min satellitby og min mødregruppe

Jeg bor i en satellitby. Sjovt nok, vidste jeg det ikke selv. Troede jeg boede i en forstad til Odense, men det har Wikipedia lige lært mig, at jeg ikke gør. Der bor 2550 foruden Kongen, Krabaten, Gemalen og jeg. Her er skov, køer, heste og får, og alligevel kun 7 km til centrum. Vi har en Rema 1000 og to pizzeriaer, og har for nyligt fået bager, frisør og blomsterhandel. Det vilde er, at vi måske også får en Fakta.

Ud af de 2550 kender jeg rundt regnet 6 personer. Er derudover på “hej” med de resterende 2544. De 6 består af Kongens mødregruppe og min svoger og svigerinde, som også bor her. Var sammen med mødregruppen forleden, og vi er den mærkeligste flok. Alderen spænder fra 27-42 og børn har vi mellem 1 og 3 af. Vi består af to lærere, en Magasin-ekspedient, en tv2.dk skribent og en uden uddannelse og job. I starten havde vi også fornøjelsen af en deltager fra “De Unge Mødre”, men hun fandt andre græsgange. Vi var for gamle. Hun er i øvrigt én ud af to kendisser i min by. Den anden er rocker. Jeg har ikke set ham, men min mødregruppe siger det passer.

Krabaten og jeg skal møde vores mødregruppe i starten af januar. Jeg har stalket navnene på Facebook (selvfølgelig) og jeg glæder mig til at møde dem. Med Kongen sagde jeg først “nej” til mødregruppe. Min indre FordomsPer sagde, at min by kun var fuld af gamle, kedelige mødre i campinghabit. Han tog så inderligt fejl. Og så havde han i øvrigt også glemt at tage højde for, at jeg sådan set også bor her selv. Og at jeg hverken er gammel eller har campinghabit. Jeg er heller ikke kedelig. Kun når jeg er træt.

 

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv et svar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Lola er Gud